Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - IV. De siste år i haven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 69
IV DE SISTE ÅR I HAVEN
Pa denne tid foregik store forandringer i hans utvortes liv.
For det første fik han sig en kammerat. Flere år tilbake var
død der i byen en kapellan Vangen, gift med en sværmerisk
dansk dame; de hadde levd et hyrdeliv sammen, bokstavelig uten
bekymringer for den dag imorgen. Folk er ved slike lejligheder
svært snille; hun fik så vidt at hun kunde ernære barnene og sig
de første år; for de næste blev det ikke nødvendigt: hun døde.
Gjænnem provsten Green kom sønnen Karl til fru Rendalen „på
prøve“; han var den gang 11 år, altså to år mer æn Tomas.
Karl Vangen var høj, smal, mørk, med stort hode; det var især
pannen som tok plass; vide øjenhulinger, milde blågrå øjne, en
lang, like munn, helst i et noget sejgt smil. Han var stille og
meget beskeden; på det nye sted ængstelig. Da han om kvællen
gik in med Tomas, som nu hadde sit rum på den andre siden av
badekammerset, knælte han foran den nye seng som var sat in
til ham der; og så bad han længe og taust med hodet i sine
hænder. Da han løftet sig igjæn, smilte han med tårer i øjnene
over til sin kammerat; men talte ikke. Tomas hørte ham siden
storhulke under tæppet; det varte længe; — Tomas måtte også
gråte tilsist, men vogtet sig for at la den andre høre det.
Alle var hjærtensgode mot den nykomne; men ingen som Tomas.
Om han kunde ha spænt sig om ham som en sæle, så hadde han
gjort det. Karl gik på latinskolen, hvor han hadde friplass, så de
var fra hværandre næsten hele dagen; de læste altså heller ikke
sine lekser sammen, når han var hjæmme; stor fritid gav Karl
sig ikke heller; han var sen til at lære; men han var dog den
øverste i sin klasse, og det vilde han være fremdeles. Tomas
kunde selvfølgelig aldrig få ham fat, så ofte han vilde — kunde
aldrig få være så god mot ham som han ønsket. Og når Karl så
ændelig kom ut, var han træt; han kom ikke rigtig med. Han
skattet kanske heller ikke nok hvad den andre hadde tilstelt for
ham; han forstod ikke hvor Tomas hadde væntet på ham, hvor
glad han var i ham; han var den første kammerat Tomas hadde
hat; men Karl hadde flere. Karl var i det hele for langsom og
spakfærdig; altid rædd for sine klær; nøjagtig lydig, når noget var
sagt; i dette og i andre stykker motsat Tomas. Tilsist fant Tomas
at i grunnen var Karl en jænte — en jænte mere deroppe; ænda
ikke på langt nær så morsom som de andre. Snart begynte han
at kalle ham Karoline; han pistret efter ham, når Karl frøs eller
var rædd for at gjøre noget; og når Karl godmodig smilte isteden-
for at bli vred, så gjorde Tomas sin munn lang som hans ved
at tøje i den med begge pekefingre. Og var det så sant morsomt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
