Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - IV. De siste år i haven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 73
helt hans undervisning heller; men ledningen av hans karakter,
fortroligheden med ham, glæden av ham.
Der gled noget hæftigt, fantastisk, noget sværmende over hans
lek, planer, uttryk, som hun så stige, og som hun dypt mislikte.
Når hun rettet ham, så hun det dunkle utålmod i hans øjes ner-
vøse hast; hun følte sig overlegent dømt av ham. Karis omgang
hellere støttet fejlen; Karl var selv en sværmer; så hun bad Au-
gusta dæmpe guttens hete mot, prøve at holde ham fast ved tar-
velig virkelighed. Men Augusta inlot sig aldrig på nogen samtale
om det. Fru Rendalen så altså disse anlæg vokse. Det fordærvet
henne glæden over skolen, da denne ændelig, i alle fall i det
utvortes, begynte at gå. Alt i alt: hun spurte sig selv hvad hun
hadde vunnet ved dette jagede liv annet æn øket gjæll og stort
øket bekymring. Nu sat hun imidlertid i det; hvær dag tok henne
og avleverte henne til den næste; slap hun et øjeblik, så truet alt
med at vælte over henne.
Om al denne morens bekymring hadde Tomas ikke den rin-
geste anelse; han levde samtidig et lykkeligt liv i stærk utvikling.
Karis større kunskap hjalp ham; de sværmet og ælsket sammen,
de fant på det utrolige for at være „damerne“ til nytte og glæde,
de og deres kammerater; for efterhånden var flere nu dradd in
i ringen; og der var mere Skjønhed, mere avvæksling i alt de
fant på, siden gutter og jænter bestandig var sammen.
Tomas vokste i styrke; men syntes ikke at bli høj, skjønt begge
forældrene var høje. Han var udmærket skapt, gik rank og let
på stærkt utadbøjde føtter, så små at han kunde bruke jænternes
sko. Han var også næsten likeså smal om livet som de; men
skulderbred. Tolv år gammel tok han første guttepræmie i en
opvisning i gymnastik, som nu var kommet i gang også på de
kanter av landet.
Hans hode hadde en stærk form, især oventil; kinnbenene var
utprægede; næsen hadde allerede nu løftet sig langt over morens,
hvilket gav ham lejlighed til megen morskap; hun svarte bestandig
at nedentil var hans minst likeså bred som hennes. Han hadde
smale læber, fint formet; hans øjne var ikke store, og syntes ænnu
mindre derved at han drog pannehuden sammen og plirte; de var
grå av farve med et uroligt og dog skarpt uttryk. Pannen var
lys og lignet farens; men huden over ansigt, hals og hænder så
gjænnemfregnet at de var røde som håret; dette stod ænde tilvejrs
og var for det meste busket. Vakker var han ikke. Ved siden
av den lange, mørke Karl med den svære panne, de store øjen-
hulinger, den lange, like munn, det milde utseende og langsomme
væsen, så han ut som noget gnistrende noget og fyllte kanske
moren med mere uro æn nødvendigt. Nu var han blet Karl en fulltro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
