Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - IV. De siste år i haven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 75
Augusta smilte. „Den gangen du gav mig de evighedsblomsterne,
sa du at jeg skulde huske på dig, når du var død, sa du.“
„Ja, jeg var så rædsomt ulykkelig den dag. Og så hadde jeg
fåt det billede med kong Edvards sønner på. — Du Augusta?“
„Nå?“
„Nu på sjøen i høststormene ... høststormene kan være svært
farlige, du ... da vil jeg la mig surre fast, og så vil jeg skrive dig
til akkurat det som jeg tænker. Og så må du også skrive op
hvad du tænker, når du læser det?“
„Det må bli forfærdeligt!“ lo Augusta; hun var ældre.
Han følte sig forlegen, så der opstod stillhed. Men så længe så
han på hennes fylle og godmodighed, svære flætter og lange øjen-
hår ... hun sat og så ned; ja, hun var voksen nu, Augusta; hun
hadde jo virkelig barm også; og de håndled, og de ejendomme-
lige faste hænder ... så længe sat han og så, til han sa: „Men
Augusta?“
„Nå?“
„Karl vil skrive mig til hvær eneste dag, han; mor har lovt
ham penger til det. Kan så ikke du lægge nogen linjer in; —
hvad?“
„Hvær dag, Tomas? Det blir ofte, det.“
„Allikevel — ?“
Jeg oplever visst ikke noget mærkeligt hvær dag, jeg. Hør,
Tomas, det blir bare kjedeligt, du?“ Hun så troskyldig på ham.
„Men,“ sa han, „alle som holder av hværandre, gjør slikt;“ —
han var sprutrød og vændte sig bort; hun vilde visst le.
Men hun lo ikke. Om litt hørte han henne sige (for han
vændte sig ikke): ,Ja-ja, så får jeg vel gjøre det, da.“ Hun gav
sig til at plukke æpler.
Samtidig stod hans mor ved vinduet inne i stuen foran dok-
toren. Hun så vækselvis ned på doktoren og ut på barnene der
ute i apallen. Doktoren hadde nætop fortalt at Lars Tobiassen var
blet splittergal, og at sønnen var bleven skræmt og var nu også
gal; han hadde været længe nær ved det. „Kurte-arv,“ sa folk
på bærget; der hadde været så mange gale Kurter der, mænn og
kvinner. Dertil hadde så fru Rendalen svaret at hun visste det,
og at hun både før Tomas’s fødsel og en stund efter hadde været
rædd; men nu var hun trygg — skjønt, la hun til, „Tomas har
noget urimelig overdrevet, fantastisk.“
Hun så spørgende på doktoren, som svarte: „Ja, hans nerver
er skitt.“
Doktor Knut Holmsen var en av disse til ungkarer forut-
bestemte, som visstnok av vanvare somme tider kan drive in i et
ægteskap; men som ikke umaker sig med at tænke sammen eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
