Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - IV. De siste år i haven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
føle sammen med noget annet menneske, men sitter overalt som
for sig selv. Nu bumset han i vej med et svar der fallt av sig
selv. Men henne skræmte det forfærdelig.
„Kunde Tomas bli gal?“ spurte hun.
Dette hadde han ikke ment; han svarte også bare: „Ikke han;
men barna hass.“
Hun for op og stirret likblek på ham, og fra ham ut i haven.
„Vet De hvad De selv siger?“ spurte hun.
Holmsen blev rød; for dette uvørne menneske var egentlig
meget forknyt. Og for at redde sig begynte han at fortælle om
en bok han nætop læste, og som egentlig alle burde ha læst; det
var Prosper Lucas’s Om arvelighed (L’hérédité naturelle).
De to unge i apallen så straks efter doktor Knut Holmsen og
fru Rendalen følges ad til byen, og senere fru Rendalen vænde
tilbage med to store bøker under armen.
Dagen derpå, om kvællsn, rejste Tomas, og blev borte i to
måneder. Han hadde i begge havner de var i, funnet brev,
skrevne hvær dag siden han rejste av den tro Karl; ænvidere
nogen inderlige brev fra hans mor; men ikke en linje fra Augusta;
hun var syk; hun hadde ondt i hjærtet; for stort hjærte, sagdes
der. Nu kunde Tomas huske at hun i senere tid gjærne vilde
være i fred; det gjorde ondt der. Men en kjæmpe som Augusta
kunde naturligvis ikke ligge under; hun blev nok frisk igjæn!
Skibet kom sent en kvæll in på havnen; ingen på Godset hadde
anelse om det, før Tomas sprang sin mor om halsen inne i stuen;
hun sat der ganske alene med sine regnskaper.
Hun ropte „Tomas!“, som var hun blet alvorlig skræmt; og det
gjorde ham bare ænnu galere av glæde; han trykket sig til hennes
svære skikkelse av alle sine kræfter ... da ... han mærket at
hun gråt; han slap forundret; han så på henne, og da kastet
hun sig over bordet storhulkende. Augusta var død to dager i
forvejen.
Næste formiddag gik han med sin mor, forfærdet og forgrått,
nedover med blomster. Fru Rendalen valgte at gå in porten ved
siden av huset; hun vilde komme bakvejen. Derved så Nils
Hansen henne fra værkstedet, og kom straks ut; Tomas var blet
litt bakefter. Det rystet ham så at komme på de gamle kjænte
vejer, at han kunde ikke straks følge. Men da han kom in, og
Nils Hansen fik se også ham, Augustas lekekammerat og beste
ven, brast han i voldsom gråt, og gik sin vej. Aldeles likedan med
fru Hansen; hun var i storstuen og stelte om den døde; hennes
toårs siste pike sat der på gulvet hos henne, da fru Rendalen
åpnet og gik in; Laura kom imot henne og takket, fordi hun så
dithen også idag. Laura syntes fattet; men straks den utrøstelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
