Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - IV. De siste år i haven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 77
Tomas stak frem med sine blomster, seg hun ned på en stol og
storgråt. Barnet begynte også at gråte. Så kunde ikke Tomas
holde det ut; han la blomsterne fra sig, han visste selv ikke
hvor, og løp hjæm igjæn. Han hadde set de store flætter ligge
fremover over det hvite lin, et ansigt som sov, og så de evig-
hedsblomster i hennes foldede hænder; han kjænte dem straks
igjæn på båndet.
Hvor følte ikke fru Rendalen skolen som en byrde i denne tid;
for det lille sårede hjærte trængte bestandig til henne. Hun var
så bange for hans hang til sværmeri, at det skulde få stærk ny
næring, og forstod ikke hvorledes hun skulde kunne hindre det
uten at ta fra ham hans eneste trøst. Hvor blev hun ikke for-
undret, da hun efterhånden så at Augustas død virket ganske det
motsatte.
Augusta hadde været rædd døden, kanske ænnu mere rædd
udødeligheden; dette holdt han urokkelig fast ved, så han tænkte
ikke på at søke henne der; det var som at plage henne. De fleste
barn gyser ved at tænke sig evigheden. Det var især Karl som
nu drev på med dette æmne; men han måtte tie; Tomas tålte det
ikke. Det var mot hennes vilje at prøve på at finne henne op
inne i evigheden; det var han sikker på.
Karl gav efter; det var jo ikke selve udødeligheden hans ven
tvilte på, så han kunde føje ham.
Prøvde da Tomas slet ikke på at tænke Augusta frem? Jo, når
han sat og småklimpret på pianoet, var det bestemt henne han
omgikkes med; de hadde sittet side om side der. Det var altså
det forbigangne han tænkte på. Moren blev en dag forundret, da
han hadde git et noget hæftigt svar, men straks kom in igjæn og
kastet sig om halsen på henne. Hun var så vant til hans hæftig-
hed, at når han ikke var uhøflig, la hun ofte ikke mærke til den.
Hun så nu på ham: „Hvad er hændt?“ — Da rødmet han og la
sig in til øret på henne, som han plejde, når hun ikke skulde se
på ham, mens han talte. „Jo, engang jeg hadde svaret dig hastig,
kom Augusta ut efter mig på trappen og sa: „Du Tomas, du skal
aldrig svare din mor således.“ Den gang brydde jeg mig ikke
videre om det; men nu — nu husket jeg det, da jeg kom ut på
trappen.“
På denne tid læste de sammen eksempler iflæng av Lucas’s
bok. Disse ofte forunderlige bevis for arv av anlæg og egen-
skaper, som kunde bryte frem efter flere, ja mange mellemleds
hvile, optok ham stærkt; han fik en hel hoben spørsmål at gjøre,
som han gik til doktoren med.
Litt efter litt var han optat som før; men var mere stille.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
