Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - V. Talen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 83
Selv skred hun in; de nærmeste rejste sig og hilste; ti det var
gammel vane; de var nemlig forhenværende elever. Men da de
gjorde det, rejste efterhånden hele forsamlingen sig.
Hun hilste til højre og venstre, og satte sig oppe ved katedret
på den forhøjning hvorpå dette stod. Hun så utover forsamlingen;
hvær sittende plass var besat, nogen få mænn stod i mellemgan-
gen; nu fik også de stoler; en gammel kone kom frem med dem.
Tomas Rendalen stod henne ved vinduet og talte med doktor
Holmsen. Denne herre så temmelig lasket ut og var rød av
ansigt; hans store, utstående øjne hadde en blanding av ironi og
skyhed; han stod og kjærte, halvt i smil og halvt i forlegenhed,
med den ene hånd i sit brune, noget gråsprængte skjæg, mens
han hørte på Rendalen.
Tomas Rendalen var hans rene motsætning; bestemt, ildfull,
elegant. Skolebarnene hadde travelt med at fortælle om ham at
han brukte essenser, og sandelig — det duftet av ham som av en
fin dame. Noget pertentligt var der også over hans linnet, hans
grå klær, som i misundelsesværdig nyeste snitt sat efter kroppen.
Han var ypperlig skapt og meget elastisk i alle sine rørelser.
Mens han talte hviskende til doktoren, hadde han et nervøst in-
trængende lag; det var som det gallt at bruke øjeblikket ut til det
siste. Så brøt han tvært av, og ilte nedover. Der åpnedes nemlig
døren ænnu én gang, og in kom de som han sansynligvis hadde
væntet på, gamle Green, ført av kapellanen Karl Vangen.
Ja, nu var det gamle Green; en bøjd olding, som gik varsomt,
ført av den lange pastor Vangen. Karis ansigt var av dem som
ikke let ændres; den store panne, de store øjenhulinger, de gode
øjne og den lange, like, litt smilende munn, som Tomas i sin tid
hadde gjort så nar av, var altsammen som før, bare at det sat på
et længre menneske. Tomas kom for at hilse på oldingen, og gik
ærbødig på siden av ham opover, hvor der var levnet ham en
lænestol ved siden av fru Rendalens der oppe på forhøjningen.
Karl Vangen satte sig ved siden av, og Tomas Rendalen steg op
på katedret.
Han for med de nervøse, fregnete hænder op i sit røde hår,
hvilket han derved puffet ænnu højere op; derfra i lommen efter
lommetørklæet, så til vandkaraffelen, så til ting som han flyttet
væk fra pulten; han var et forskrækkelig uroligt menneske. Han så
kvasst med de plirende grå øjne, nu hit, nu dit; ændelig på sin
mor og gamle Green, smilte til Karl Vangen — og begynte. Hans
røst hadde tenorklang, var rund, varm og meget øvet, så den
lød behagelig.
Til forsamlingens aller højeste overraskelse sa han at det var
om sædeligheden han nærmest vilde tale. Det var nærmest i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
