Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - V. Talen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 93
For henne var jo hans tale deres samliv; tanke for tanke, hvad
de hadde lært og erfaret sammen og fåt stadfæstet, den ene hos
den andre.
Men den var mere; den var hennes lange arbejde, først og sist
med ham selv, likefra han blev født, og til han stod der som nu,
klar, kunskapsrik, varm, fyllt av et stort mål; — talen var dette
arbejde, denne utvikling i blomst; nu skulde det gå over i frugt.
Hvor hun ælsket ham; hvor hun beundret ham! Hun visste
hvad han hadde utkjæmpet og utrettet i disse 28 år; hun visste
hvad hvær tanke var sammensnodd av, som nu gav klang.
Hun hadde hat drømmen om det, men ikke klarhed; den hadde
han! Hun hadde ikke kunnet utrette noget med denne klarhed,
selv om hun hadde hat den; men han kunde!
Ja, var nu ikke dette allikevel et eventyr tross arbejdet, hennes
som hans? Hvad hun hadde tænkt uklart engang i sit ungdoms-
mot, nemlig at gjøre Kurt-arven om ved tilskudd av sin egen arv;
— og senere, hvad hun dristig hadde begynt, da hun ryddet
ættens mørke hus og gjorde det lyst og rent, og så gav sig til at
flytte „trygg barnelatter“ in; hun hadde begynt det forvirret, dumt,
men modig — nu stod det der! Og det ved ham, barnet! Var
ikke det et eventyr?
Hvor var hun overlykkelig! Hun kunde ha knælt ned foran
forsamlingen for at takke Gud — ja, gjærne i en sang, skjønt hun
ikke ejde en ren tone! Hun visste, at hvis alle disse mennesker
kom op for at takke henne, tale med henne, så kunde hun ikke længer
styre sig; da prostituerte hun sig; men hvad gjorde også det?
Han hadde jo gjort det så godt!
Og så kom der ikke ett menneske. Jo, frøknerne Jensen; men
ingen flere. De gik.
Men gamle provsten da? Ja, han sat der ænnu og grunnet; en
umiddelbar trang til at tale måtte dog ha drevet ham til at rejse
sig, ja til at sige noget på de andres vegne? — Først nu, da
næsten alle var gåt, begynte han at røre på sig; han så op, så
længe på henne, likesom spørgende, rejste sig besværlig, og kom.
Ændelig! ,Ja, kjære frue, dette var dygtig gjort.“
„Ja, ikke sant —?“
„Rigtig dygtig gjort. Men jeg vilde ha git meget for at det
ikke var gjort.“
„Men, provst —?“
„Ja, jeg kan nu ikke snakke om det; her er for stor støj, og
jeg er træt. En annen gang. Hils ham fra mig! Farvel, frue!“
Han tok Karis arm, og vilde stige ned.
Der var bare ett menneske likeså forfærdet, ja overvældet av
dette som hun; det var Karl. Han hadde fra begynnelsen av som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
