Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - V. Talen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
hun bare fulgt foredraget og foredrageren; uskyldig som han var,
ikke tænkt muligheden av at nogen kunde føle annet æn at dette
var det rette ord, talt av den rette mann. Men senere ved til-
fældig at iagtta forsamlingen, nemlig da spørsmålene til den be-
gynte, hadde han fåt tvil. Og den var steget, så han tilsist sat
med hjærteklap. Men at ingen kom til moren, ja ikke engang
nogen av hennes fordums elever ... han kjænte hennes ansigt,
han så hennes smærte! Og nu ændog provsten—! —Å, han
slap provstens arm, og grep hennes hånd med begge sine; han
hadde slik lyst til at omfavne henne; men her var ænnu for
mange inne; han så på henne, til tårerne trådte ham i øjnene, og
så allikevel tok han og omfavnet henne og kysste henne med;
de fik se på det, hvem som vilde. Så gav han litt kejtet provsten
sin arm og hjalp ham ned.
På dette blev den skikkelige fru Rendalen menneske igjæn.
Hun pilte lettere æn nogen kunde tro, ut av døren til det lille
forværelse og derfra over gården til huset. Der søkte hun sin
søn; han hadde just kastet av sig frak og vest; han vilde ta et
bad. Men hun kunde ikke vænte til han var færdig med det;
hun kastet sig til ham, trykket ham in til sig og gråt, mens hun
sa: „Tomas, kjære Tomas! Du min Tomas!“
Også han hadde længst forståt at noget var i vejen. Nu stad-
fæstet hennes blik, hennes væsen dette; æn videre at hun ingen
ting sa, ikke hilste fra nogen, skjønt hun var blet efter. Nu
kjænte han, da spænningen var over, en dunkel angst, et stik i
hjærtet.
Men han vilde ikke tale om det. Og heller ikke hun. Så gik
hun, og han tok sit bad. —
Andreas Berg stod efter inne i gymnastikrummet. Og da det
siste menneske var gåt ut, lukket han døren, og begav sig værdig
hen til det ene hjørne nede ved hoveddøren; der var forskjellige
gymnastikapparater opstablet, og et stort sejl lå kastet over dem.
Dette sejl trev han i og halte det med støj ned på gulvet.
Derved kom to hoder tilsyne, fire armer, som hurtig slynget
sig i hværandre, to skjørter og fire snørestøvler; to dryppende
svede, ildrøde ansigter trykket sig in i hværandre, et optufset
blondt hår, et do. mørkt blandedes.
Berg stod der stræng. ,Je så flejre ganger atte sejlet rørte sig,“
sa han. „Je kunde inte skjønne hå dettene va for noe; tilsist trodde
je det va et par småjænter. Så er det to vaksne kvinnfolk.
Skammer di dere inte?“
Den ene av de to begynte at gråte, og den andre at le.
„Og dettene ska være bra manns barn? Dattera te amtmann?“
sa han til den som lo. „E vaksen jænte, komfermert å i øvste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
