Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
kirke. Tomas fulgte ham ut til sin mor, som så bekymret ut.
Altså ikke engang Nils Hansens —?
Nej; Nils Hansen selv hadde sagt „han likte inte å bli utskjællt
i kjærka“. Hvad han mente dermed? Jo, at han gik til offent-
lige foredrag for at lære noget eller ha det hyggelig, ikke for at
bli hårdt tiltalt eller høre andre bli det.
Fru Rendalen hadde svaret ham at en foredragsholder også
måtte få peke på folks fejl. „Nej, inte invitere folk tel å komme
å høre på dems’s fejl.“.....Men fru Hansen?
Laura trodde ikke hans forslag var rigtigt; „barn måtte ikke
vite alting“. Herimot hadde dog skomakeren invændt at hans
bondeerfaring sa ham det motsatte. På landet visste barn alting,
fra de var små; og når også usædeligheden på landet var
ret stor, stak det ikke deri, men deri at også på landet var den
hele sak forsømt. Selv hadde han været opdraget i en tæt grænd
hvor begge kjøn gik i samme skole og foretok samme leker, til
de var voksne; de kjænte til alt; men han tænkte tilbake på den
tid med trygghed.
Dette hadde Nils Hansen sagt så ofte før, at Tomas undret sig
over at moren gjæntok det nu. Hun gjorde det også bare for at
hale tiden ut.
Fru Emilie Engel var nemlig blet syk; fra vognen blev hun igår
båret like in i sengen. Doktoren hadde været der igår, inat igjæn,
og kom derfra just nu; fru Rendalen hadde møtt ham. Hun be-
gynte at gråte. Hvis Emilie nu lå under for dette, så var fru
Rendalen skyll i det. Hun måtte jo ha forståt, at Emilie ikke
tålte at der taltes om mænnenes utroskap, mens hennes egen mann
sat ved siden av henne — så svak og fin som Emilie var! Fru
Rendalen burde for hvær pris ha hindret Tomas i at gjøre slikt.
Istedenfor det hadde hun været glad over at han gjorde det! Det
kom av at hun og andre i Tomas’s omgang altid blev enige med
ham — enten de var det eller ej. For naturligvis hadde Tomas
gåt altfor vidt; doktoren hadde også sagt det.
Hvad hadde han sagt? — Han hadde sagt at det var „de for-
bannede nerver“; — „den Kurt’ske umådelighed på en annen façon.“
Hun begynte på nyt at gråte.
Og som om Tomas på flækken vilde vise henne at doktoren
og hun hadde ret, blev han fykende sint. Det var da også for-
færdeligt at være kommet hjæm i slike elendige forhold; at skulle
arbejde blant løse og fejge mennesker, som skræmtes hvær til sin
kant, straks en reform møtte motstand.
„Det var ikke reformen selv; men måten —!“
Måten? En reform kunde ikke stjæles in; den måtte komme
og syne sig som den var. Igåraftes, da han var trøt, kjænte også
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
