Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
stille sig i spissen for inbydelse til en ny skole. Den vilde få
almen tilslutning.
Man undredes i byen hvem denne insender kunde være. På
klubben drøftedes ænnu samme kvæll hans forslag; men heller
ikke her navngav han sig. Man blev enig om at vænte for kon-
sul Engels skyll. Man tvilte ikke på at han vilde være med;
man visste jo altfor godt hvilke følger Rendalens tale hadde dradd
efter sig i konsulens hus; men det gik ikke an at tale om planen
til ham nætop nu. Fru Engel var farlig syk.
Skjønt overlægningen varte bare nogen minutter, var alle straks
enige. Efter overlægningen var klokken ikke mer æn 9, så doktor
Holmsen, der var passiv tilhører, gik like fra klubben, som lå
ved torvet, alléen op til Godset, og fortalte Tomas Rendalen det
hele. Jo før han fik vite det, des bedre, mente Holmsen. „Fa’en
måtte bli i dette fantehullet længer; det var nu hans råd.“ Tomas
tok doktoren med in til sin mor, og fortalte det der igjæn og la
staks til at han absolut vilde rejse.
Karl kom hjæm i det samme; det blev gjæntat for ham, og
heller ikke han trodde det nyttet at fortsætte, efter hvad han
hadde hørt i byen idag.
Men fru Rendalen vilde på ingen måte at her skulde viges. Hel-
lere lægge hele skoleplanen og dens begrunnelse ned i en bok,
og fra byen appellere til landet. Der måtte da vel være såvidt
mange forstandige forældre i Norge, at de fik full skole! Dette,
sa hun, var ikke hennes forslag; det var Tomas’s; det måtte han
heller utføre!
Nu kjænte hun Tomas; det gallt bare at komme over de en-
kelte oprivende intryk; så stod han nok i det. Man skiltes ikke
før tolv den nat, og da var de enige om at holde frem.
Det var skolegjærningen som styrket Rendalen. Han var en
makeløs skolemann, og hadde sin fulle glæde av at være det. Og
nu la han al sin magt i arbejdet. De morsomste og lærerikeste
eksperimenter han visste, gjorde han, og fortalte og forklarte og
forelæste. Den ældste klasse hadde han, like siden han kom
hjæm, hat en kvæll om uken inne til særskilt møte i fru Ren-
dalens rum. Han hadde sat dem in i det store kvinnespørsmål,
som dette bevæget sinnene over hele den civiliserte værden; han
læste for dem, og gjorde musik med dem. I denne tid hadde
naturligvis disse møter en særegen betydning for ham. Han rørte
ikke med ett ord ved dagens strid; men i valg av læsning og
samtaleæmne, ja av musik kom han uvilkårlig til at gi dem intryk
av sin tro på en stor sak; av sin lidelse, når hans bevægelige
sinn nætop var rammet. Øverste klasse trodde urokkelig på ham,
og den øvde stor inflydelse på de andre. Snart overtok han hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
