Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 1 13
spørsmål og musik ... intil en dag kræfterne ikke længer strak
til; hun sank. Han samlet henne så op og avsted med henne;
og da han på den tur bare var omhyggelighed og munterhed, så
skulde der ikke mere til for hendes fuglenatur; hun kom frisk og
glad hjæm igjæn. Men mens de var utenlands, var deres datter her.
Det hadde syntes rimeligere at hun var blet i Kristiania hos
slægt og venner; det het rigtignok at fru Rendalens skole og pen-
sjon var så udmærket; men det kunde næppe være hele forklarin-
gen. Man var nyssgjærrig på amtmannens datter, da hun trådte
i land.
En moderne dame, høj, slank; om ikke nætop elegant, så flot,
og det til snitt som væsen; — egentlig overlegen. Ikke støtende;
hun var for smidig til det, for hurtig også, optagende den hun
henvændte sig til. Hun bragte fart hvor hun kom med, og da
tilgir menneskene meget.
Men ingen vilde tilgi hennes brevskrivning, ej heller den utro-
lige mængde brev hun ukentlig mottok! Ikke lærerinnerne, fordi
hun forsømte skolearbejdet; ikke kammeraterne, fordi hun for-
sømte dem. Ja, hun hadde ænnu næppe set på dem! Hun sovnet
hvær nat in med blæk på fingrene og en dynge av brev foran
sengen. Enten skrev hun brev, eller læste hun brev, gråt over
brev. I hvært frikvarter løp hun op for at føje nogen linjer til
eller for at læse over igjæn i et brev hun nætop hadde mottat.
Da hun plagedes av de andres forfølgelser, forsvandt hun efter
hvært måltid. Hvor var hun? Der gjordes jagt, og så fant de henne
oppe på mørkloftet, naturligvis skrivende, denne gang på en stor
tønne; hun var blå av kulde. Minst tyve „besteveninner“ hadde
hun tilbake i Kristiania; alle disse tyve skrev, og alle tyve fik
svar, lange svar; den enes måtte nemlig aldrig være kortere æn
den andres.
Heldigvis hadde hun en lidenskap til, og det går ofte så at den ene
frælser os fra den andre. Hun sværmet for musik. Hun sang stykkevis
overraskende poetisk; men dels kunde hun i sin alder ikke synge
længe ad gangen, dels hadde hun ikke nok utdannelse for at
gjænnemføre en fin opfatning, så den kunde bli del i et hele.
Men som det var, blev hun beundret av sine kammerater — og
av ingen som av Tinka Hansen; for Tinka var selv musikalsk,
men på en annen og beskednere måte. Som søsteren Augusta
var hun tidlig utviklet, især logisk. Katinka var jævn, klar, sik-
ker; hun kunde utenad alt hun spilte, og det var meget. Altså blev
hun den som ærbødig fulgte Noras sang ved pianoet. Men hen-
nes foredrag var ikke meget værdt; Nora tok straks fat på det,
og gav sig ikke før hun fik det som hun vilde. Herfor var Tinka
meget taknemlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
