Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lille fine pung var i så måte utrolig. Hun fik av mor, hun fik av far,
hun fik av to ugifte onkler. Så var hun vakker, taktfull, tækkelig.
Ingen hadde hørt henne bruke et hissigt ord eller gjøre en voldsom
rørelse selv på gymnastikken; det gik i runde former, litt dæm-
pede. I hennes øjne var selvforglæmmelse det styggeste som
kunde hænde nogen. Hun levde som i dun, og at komme i hen-
nes omgang var også at komme i dun. Vi kjænner henne allerede;
det var Emilie Engel.
Ganske særdeles begavet var hun ikke, men flittig; hun virke-
lig strævde, når noget var i vejen. Alle syntes godt om henne;
nogen fridde til henne; et par virkelig sværmet for henne. Til
ingen av disse grupper hørte Tinka Hansen; skulde Tinka gi sig
hen, måtte det være til sin motsætning; den rolige, pligtopfyldende
Milla var for lik henne selv.
Da nu Nora kom, og først og fremst sluttet sig til Tinka, og
gjænnem Tinka til andre, støtte dette Milla. Den gang Nora kom
til henne, var det for sent. Megen artighed, ændog tjenstvillighed;
— men aldrig et ord til hennes sang, aldrig et smil til hennes
Kristiania-bemærkninger, aldrig et blik op, når hele klassen under
en av hennes livlige fremstillinger hang beundrende ved hennes
ansigt. Nora holdt ikke denne likegyldighed ut; hun nedlot sig
til at fri, og det på alle disse måter som alene en ung pike kan;
— forgjæves.
Så blev det til parti. Nora fant Milla intetsigende, egoistisk,
kold, pertentlig, frøkenagtig. Milla fant Nora — nej, Milla fant
ingenting om Nora; Milla lot sine veninner tale, og hørte på.
Noras flotte Kristianiasprog og do. væsen var upassende; hennes
lunefulle omgang var ikke til at tåle for nogen som agtet sig selv;
hennes talenter var alle overfladiske; hun var uten karakter. Æn
videre mente man av visse yttringer at kunne slutte at hun var
uten religion, og Millas parti var religiøst. Hun blev selv konfir-
meret til påske, og hennes religiøse mor var bestandig mere
svakelig, hvilket drog et slør av sværmeri over hennes tanker og
åsyn; hun befant sig vel bak det; hun trængte til det. Og hun
prøvde at dra datteren in med.
Under konfirmationstiden fant denne en fortrolig i frøknerne
Jensens søsterdatter, lille Anna Rogne, som da var stærkt religiøst
grepet. Hun var et par år ældre; men liten av vækst, og hadde
ingen stærk helbred, ja hadde et par ganger været inne i døden.
Anna hadde mere religiøs kunskap æn de fleste voksne, og blev
en henrykkelse for Karl Vangen under konfirmationstiden. Hun
førte noget av sit sværmeri over på Milla, der intet hadde imot
at sværme en smule. Straks lille Anna så gjænskinnet, glædet
det hennes hjærte, og hun erklærte Milla for „åndelig“. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
