Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 119
Det kostet adskillig møje at få henne — ikke alene tilbake på
skolen, men i pensjonen; hun måtte ha bedre kost æn den hun
fik hjæmme; ti hun hadde begynnelse til bleksott. Dette var ordet
miss Hall ikke kunde komme på. Tora delte nu rum med miss
Hall; var den første som gjorde det; siden var der næsten altid
en hos miss Hall.
Litt efter litt glæmte den nykomne så vidt sig selv at hun
kunde sitte stille; men aldrig, når nogen vedholdende så på henne,
eller talte om henne. Hun måtte kjænne det i ryggen, mente
kammeraterne. De gjorde forsøk, og de moret sig, når hun
virkelig efterhånden blev urolig, ændelig drejde sig og så på
dem igjæn.
Nora hadde bodd i pensjonen hele det foregående år; derfor var
hun der naturligvis nu også, ret som det var. Hun talte ikke til
Tora, uten i forbigående; men en søndag spør Tora henne om
hun måtte få lov til at sætte op hennes hår? Det vakte en op-
sigt i pensjonen som om hun hadde tilbudt Nora nyt hår; bud
fra rum til rum, alle kom sammen, ældre som yngre; alle vilde
se Nora få nyt hår; de stod, de hang over hværandre, mens det
store foregik. Men det som nu skedde, var heller intet mindre;
— latteren blev snart til forbauselse, til jubel, til håndklap.
En dag Noras hår var kommet i uorden, hadde Tora straks
set at dette klædde henne. Det passte disse store, åpne øjne, der
helt hersket i hennes lille ansigt. Pannen var næsten ingen, kin-
nerne sluttet, straks de begynte; og munnen var et kirsebær eller
to; næsen ruvet en del — en rigtig slægtsnæse; men den stod jo
og gav øjnene retning, så det blev øjnene allikevel — bare øjnene.
Nu gallt det at finne en måte at sætte håret op på, så også det
hjalp øjnene. Tora hadde set meget, og var vant til at få „inspira-
tioner“; men i hårvejen hadde hun ænnu ingen hat. Hun fik den!
Hun begynte naturligvis med at løse op håret og kjæmme det,
tok så forhåret, la det i to store valker, en på hvær side, frit
snodd. Det var i sig selv meget lite, og slet ikke avstikkende;
men virkningen var her overraskende. Kom der fart i øjnene, da
så håret ut som det løftet vinger og vilde på flugt. Stundom
igjæn som det flammet; — håret var også litt vattret av naturen.
Hittil hadde Nora aldrig været kallt vakker; der var annet ved
henne man la mærke til. Men nu måtte selv Rendalen, som ellers
ikke plejde at se stort på den enkelte, næste gang han forelæste
noget, holde inne, da han tilfældig så op og traf Nora. Hele
klassen visste hvad han tænkte.
Den som kanske brydde sig minst med det, var Nora selv; nu
var hun færdig med håret og behøvde for fremtiden ikke at
tænke på det. Men da Tora Holm i den videre utvikling av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
