Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
deres venskap begynte at sværme for hennes begavelse og med
sin trang til overdrivelse forsikkret at Nora „bare var ånd“; at
Noras musik „rent bortførte en“; at hennes flyvende ord „alle
ramte hodet på sømmen“ — ja se, det var noget! Det vilde hun
med umættelig slukvorenhed ha mere av og dyrket dette venskap.
Tora Holm gjorde bestandig flere opdagelser; fremfor alle den
at Nora altid hadde ret; selv når hun mot andre hadde været
lunefull, hæftig, ja selv når hun hadde hat sine små anfall av
utroskap . .. Nora hadde ret; bestandig ret — i grunnen.
Da gik det op for Nora at Tora Holm var den første som
nogensinne helt hadde forståt henne. Tænk at en fremmed, en
som så med nye, upartiske øjne, straks opdaget dette!
Jo inderligere disse to omgikkes, jo mere begavede blev de.
Toras ævne til at fortælle historier „var det første Nora kjænte
til“. Hun samlet alle sine omkring henne for at høre på — og
da gik det! Eventyr og romaner om hværandre; — hvad hadde
ikke Tora altsammen læst, hvad husket hun ikke! Av Tusen
og én nat — ikke uttoget for barn, nej de ægte — kunde pikerne
høre op igjæn det samme likesom små barn. Ved siden derav
ælsket de virkelighedsbilleder som ikke var højere æn at de
kunde række dem; dog måtte ælskerne (og på betingelser også
de selv) helst være ædle og ulykkelige. Disse 15—16—17-årige
(Tora selv var næsten sytten) hadde av forskjellige grunner uten-
om skolefagene bare en sammenstjålet læsning med al den til-
fældighed over den som derav er følgen. De bøker som Ren-
dalen nu hadde læst for dem, hadde hurtig utvidet deres horisont
og længsel, så Tora var rasende velkommen.
Men mellem fortællingerne vilde Nora ha henne for sig selv,
rigtig eje henne. Nora — Tora, Tora—Nora flættet sig in i hvær-
andre; andre kunde ikke komme til. Nora erklærte det også
åpent at de to helst vilde være alene.
Man kjænte Nora og visste at om nogen dager gik det over;
man lo bare. Men det var en som ikke lo.
Tinka Hansen kunde ikke fordra troløshed. Hun hadde et
par ganger tat Nora strængt i skole og varskudd henne. Denne
gang tidde hun, og lot straffen bestå i korrekt efter ønske at bli
fullstændig borte; Nora fik henne aldrig med.
Snart følte Nora det tomt i alle de dejlige østerlandske slot.
Hun visste det ikke før hun oplevde det at uten Tinka hadde
hun ikke den fulle frihed i at gi sig hen; uten henne turde hun
ikke engang rigtig høre; Toras romaner var ofte ret „franske“.
Hun hadde nu i over et år været vant til Tinkas grænser; hun
var usikker på om hun var innenfor eller utenfor; der kom ond
samvittighed med. Så gik det snart ut over Tora. Hun visste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
