Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
og stuer, og hvor man til at begynne med befant sig mellem to
vægspejl hvori man så sig fra fot til hattefjær.
Tora blev vist ovenpå; „frøkenens“ rum var der; hun blev
hjærtelig mottat. Værelserne hadde været fru Engels opholdssted
i de siste år; hun kom da Sjælden ned. Her var hun også død;
det var derfor familien i år var kommet så sent på landet, og
først nu flyttet in igjæn.
Alt hvad et rum kan eje av hygge og komfort, var her. Møb-
lerne—alle som dyner om en syk; hvor man tok, gav det efter;
de var i mosegrøn silke, likeså gardiner og portierer. Væggene i
en mørk ubestemt farve. En gammeldags chiffoniere av rosentræ
med inlagt arbejde og en uændelighed av små rum og gjæmmer.
Tora kunde ikke se sig mæt på den. Et piano Erard med ut-
skårne hoder og emblemer; et bokskap i samme smag. Malerier,
især landskap, viste in i en længsel som hadde aftensol over sig;
dæmpet, næsten lummer; Tora gik om fra det ene til det annet;
hun så på hvær enkelt ting som på et individ til hvem hun ønsket
at komme i forhold. Derfra in i soverummet; beundret her det
bløte tæppe, hvori foten næsten forsvandt, den lille chaiselongue
i det ene hjørne, sengen med de rike omhæng, toiletgjænstandenes
mangfoldighed og sirlighed.
Millas glæde ved at vise henne alt fremgik av den ene yttring:
det var som hun aldrig før hadde fulgt nogen op i sin mors
værelser.
Kun et eneste møbel gik Tora hvær gang forbi; tilsist kunde
hun ikke længer utstå det; det brøt jo hele sammenhængen.
„Kjære, hvad er i det skap?“ spurte hun; „hvorfor skal det
stå der?“
Milla svarte smilende, at det stak svært av; hun visste det; det
hadde heller ikke ståt der før; det var nemlig hennes, og hadde
fulgt med henne fra hun var liten.
„Men kan det da ikke stå et annet sted?“
„Nej, det kan ikke godt det.“ — Svaret hadde noget forbehol-
dent; der kunde ikke spørges mere.
Da Tora gik, bad Milla henne ændelig komme snart igjæn.
Men det var best hun sa det i forvejen, så de kunde være alene;
det var det hyggeligste. Tora forstod at dette især gik til Anna
Rognes adresse; men det var jo ikke hennes sak.
Så hændte det, at næste gang hun i halvmørke fortalte Nora
og hennes veninner, der for lejligheden hadde lejret sig på tæpper
og dyner langs gulvene, et eventyr av „Tusen og én nåt“, hen-
kastet hun: „Den som av alle jeg kjænner, nærmest ligner Gul-
nare, det er Milla Engel.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
