Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dette tok sig i de omgivelser ut som at sige i kongens at han
ikke er den viseste mann i riket. Nora blev forbauset; Ven-
innerne liketil opbragt. Tora følte hun hadde gjort noget galt;
hun søkte at forklare sig ved at tillægge Milla denne „passive“
Skjønhed som det her kom an på. Ordene „aktiv“ og „passiv“
var i den tid slagord i øverste klasse; der var „aktive“ menne-
sker som der var „passive“; „aktive“ øjne og „passive“; „aktive“
farver og „passive“.
„Men, du gode Gud,“ sa en av pikerne, „Milla har jo ikke
engang sort hår? Hun er blond!“
„Det er jo også Nora,“ svarte den ubetænksomme Bergenser-
inne.
Jeg vil aldeles ikke være nogen „passiv“ Skjønhed, jeg —
nogen østerlandsk prinsesse,“ svarte denne forharmet.
„Nej, det mente jeg slet ikke heller; jeg mente bare —“
hun stanste, for hun visste virkelig ikke hvorfor hun hadde
sagt det.
„Dette er det pære vås,“ mente de andre, og drev Tora så
længe til hun erklærte med tårer i øjnene at Milla var den fineste
og vakkreste på skolen; hun (Tora) var uændelig lykkelig over
at kjænne en der var så taktfull, så hensynsfull. Det var visst
ikke alle som var det.
Dette gik over alle grænser. Selv Gina Krog, som ellers altid
var skånsom, tok nu ikke i betænkning at meddele hvad hun alt
hadde visst for to dager siden, men ikke villet sige til nogen: at
Tora besøkte Milla, og at de var „dus“!
Det blev stillt. Én stund efter var Nora borte; selskapet var
opløst. Tora forsøkte at forklare sig; men det var ingen som
vilde høre. Det var ikke i pensjonen at Millas parti fantes; ingen
av pikerne der hadde sat sin fot hos Milla Engel — av den grunn
at de aldrig var bedt.
Hvor meget Tora kastet og vændte sig selv og hodeputen den
kvæll — hun fik ikke sove. Det plaget, det pinte, at hun kunde
ikke være venner med den ene uten at være uvenner med den
andre. Nu holdt hele pensjonen henne for en troløs taske; —
Gud i himmelen visste best at det var hun ikke. Men på dette
kunde hun komme utenfor, kanske få et uutsletteligt mærke på
sig. For henne var det bestandig fremtiden det gallt; hun hadde
været kastet så omkring, hun følte sig så utrygg; hun klamret og
grep efter fæste, og det glapp altid for henne.
Hun gråt så svært. Begge to holdt hun av, hvær på sin måte;
de var jo også så forskjellige. Hvorfor kunde hun ikke få lov
til det, når hun trængte det. Hvad skulde hun gjøre? Hun vilde
ingen opoffre av dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
