Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 125
dukkegarderobe til skifte i silke, fløjel, moiré antique i forskjellige
farver; et helt oplag av stoffer som ænnu ikke var tilskåret, rester
av allehånde, åbenbart samlet med flid og omtanke gjænnem mange
år. Og linnet, ja strømper, andre underklær, alt i doubletter, like-
som hatter, kåper, smykker, bælter ...
Tora skrek! Hun var på knæ og højt oppe; men hadde ænnu
ikke stukket en finger på, bare slukt med øjnene uten at kunne
samle det; for det lot sig ikke se i sum, det var for meget, for
forskjelligt, for uvæntet detaljeret; hun hadee ikke engang tællet
dukkerne. „En, to, tre, fire— fem — seks! syv!! otte!!!–––-“
hun hadde begynt sagte, men steg for hvært nummer, så Milla
skyndte sig at sige: „Tolv, tolv! — Der er tolv!“
„Tolv! Hele tolv! Gud fader i himlene! Du har beholdt alle
de dukker du har fåt i dit liv? Ikke ødelagt en eneste!“
— Jo, det hadde hun nok; men ikke fra hun var en syv år.
„Vænt litt!“ — og med højtidelighed som var hun rædd det
skulde forsvinde, stak Tora varsomt hånden in og tok den aller-
allersøteste store dukke i lyserød silke med sko og hat i samme
farve, en mørkerød parasol og en liten vifte, stukket i bæltet;
undertøj, sydd som til en voksen med kniplinger og broderier,
lomme på kjolen med lommetørklæ i og elegante franske hansker,
som passte hånden—; ænnu mer: en nydelig liten brosche i form
av forglæmmigejer, armbånd og ur i samme smag. Hun var stum
av beundring; mens hun vændte den, mønstret snitt, sammensæt-
ning, underklær, holdt den langt fra sig, holdt den nær ... da det
i stillheden banket på døren. Nogen var kommet på trappen helt
hen til den, uten at de optagne piker hadde hørt det gran; de
skræmtes.
Milla holdt en finger op; ikke en lyd! Hun blev rød, og så
blek igjæn. Naturligvis var dette Anna. Men Anna hadde aldrig
set dukkerne; måtte ikke se. Hun vilde ikke forstå! Her var
— forklarte hun siden — ændog to dukker i sorg; men Anna
hadde været så meget over Milla i denne tid, at hun ikke hadde
kunnet gjøre flere i stand, skjønt hennes plan hadde været at se
dem alle i sorg; det måtte være blet nydeligt. Der banket det
igjæn; uvisst, matt. De holdt ånden; Milla var rent ute av det.
Så hørte de at det gik; nu var ørene så spænt at de ændog
hørte hennes trin i trappen. Dette var et rent fortvilet uheld.
Milla hadde git ordre til, at kom nogen annen æn Tora, “så var
Milla tat ut en tur for sin hodepines skyll.
Men den pike som hadde fåt besked, hennes egen pike, hun
måtte nu ikke ha været der; skjønt det var hennes tid. Hvad
skulde Milla gjøre?
Men fra disse hensyn blev hun rykket bort av en stormvind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
