Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
foran skapet: „Luk op! Luk op! Vi taler siden! Luk op!“ Milla
kjænte selv at her var handling bedre æn tale — og åpnet.
De to nykomnes henrykkelsesutrop lønnet henne fullkommen!
Der lå en sum av flid, orden, troskap, skjønhedssans i denne lille
samling, som hun var sig bevisst, og som bant den til hennes
hjærte. Den var hennes skat; den hadde aldrig været set av
mange, og nu på et par år udelukkende av henne; der var altså
også en egen hemmelighedens ynde over den. Den skulde nydes,
når den engang lagdes åpen for andres overraskede øjne; — og
nu blev den nytt!
Enhvær fant sit. Tinka så i dukkerne likeså mange små barn;
hun talte barnemål til dem: „Helledud“ for „Herregud“ og „hjøte“
for „søte“. Hun begynte at klæ av en, for at ha den fryd at klæ
den på igjæn.
Tora jublet over stofferne; følte på enkelte, holdt dem mot dags-
lyset, la dem mot hværandre. Der var især et stykke brokade
som hun først nu så (Milla søkte det frem til henne), det rent
henrykte henne; det vakte plan på plan; hun talte uten ophør.
Nora tok skapet som en helhed, en kunstsamling. Milla blev
ny i hennes øjne; man følte hvad Nora nu tænkte om henne — også
på Millas lette rødme. De behandlet siden hværandre den hele
kvæll med en udmærkelse som de andre fant naturlig.
Snart sat de alle omkring bordet med dukkerne mellem sig;
stofferne og alt av garderobe som kunde tænkes brukbart for det
store øjemed: et hofball — lå bredt over bordet, og otte øjne og
fyrti fingre rotet rundt i det. Man kunde ikke bli enig; Tora vilde
ha et kostymebal, hennes ustanselige tale fyllte luften med billeder
og brogede farver; det formelig føk av ridderfrøkner og rococo-
damer med bånd og fjær og hatter. Milla holdt på nutiden, på
modejournalen; især på nogen ganske nykomne. Nora hoppet en
stund med den ene, en stund med den andre, eftersom noget
enkelt tok hennes fantasi. Tinka opponerte mot selve idéen. De
kunde pynte hvær sin dukke, eftersom det passte sig. Dette op-
rørte Nora og Tora; der måtte dog være stil i det. Milla be-
handlet forslaget med mere hensynsfullhed, men var imot det.
Fra Noras side kom der snart utålmod i det; og ifølge et kunst-
stykke som alene piker forstår, blev så dette til en trætte om —
Tomas Rendalen og Karl Vangen! Slet ikke mellem Tinka og de
andre; men mellem Tora imot Nora og Tinka. Toras nervøsitet
holdt ikke Rendalens do. ut; enten var det dette, eller at hun
hadde trang til at være i opposition — anderledes kan det ikke
forklares at hun fra første dag ikke hadde kunnet med Rendalen.
En springende sammenligning mellem noget rødprikket tøj og
Rendalens hænder hadde nu tændt striden; Nora svarte nemlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
