Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 133
Pludselig utbrøt Nora: „Når vi så allikevel ikke skal nævne duk-
kerne for Anna, hvorfor i al værden kunde vi så ikke ha rejst
med allesammen?“
De så en stund forundret på hværandre; — det var jo sant!
De brast i latter —: hvorledes var de også kommet på den gale
idé, at det at allesammen skulde ta avsted, var det samme som
at røbe dukkerne? De prøvde at huske frem samtalens gang;
men kunde ikke rede det. Blev så enige om at det i hvært fall
vidnet om slet samvittighed.
Tinka foreslog i god tid at lægge dukkerne, garderoben og
stofferne in under Millas opsyn; men Milla tilbød sig at ordne
det hele bakefter; de behøvde bare at sitte rolige sa længe. Der-
imot gjorde de opstand; at lægge in og ordne var gruelig morsomt.
Og så blev det.
Vognen kom tilbake uten Anna; „hun hadde hodepine“.
Tora så på Milla, og Milla på Tora; dette var takk for sist.
Det forstemte dem alle en stund; — men da de husket på at så
kunde de jo ta frem igjæn dukkerne, lot de tre gjæster sig
snart trøste.
Så snart de atter sat i arbejde, fallt samtalen naturligvis på
Anna; ingen av de tre likte henne; de fant henne kunstig, „pré-
tentieuse“, som Tora sa med tilspisset fransk uttale; Anna
strævde med at finne en særegen form; det skulde være så grue-
lig rigtigt, alt hvad hun sa eller gjorde. Men alle var enige om
at hun skrev godt; der passte dette. Så kastet de sig spottende
over hennes religiøse sværmeri. Om det første hadde Milla intet
sagt; om det siste nøjde hun sig med at sige at hun måske
hadde litt for meget av det.
Nora var den første som forlot bordet; hun holdt ikke ut
længer; hun måtte ha litt musik, sa hun. Erards piano blev
prøvd; Milla var bange det var ikke rigtig stemt, og det var det
heller ikke; men hvilke toner! Nora sang, mens de andre stelte
med dukkerne; så vilde hun også ha Tinka op; men Tinka vilde
først ikke forlate sin blå dukke; det ændte med at også Milla
bad henne. De hadde sunget et par nummer, da det banket på;
Millas pike mældte at konsulen var kommet. Stor overraskelse;
han var ikke væntet; Milla ilte ned. De andre kom overens om
at de så måtte gå; det vilde være flaut at spise til aftens sammen
med konsulen; navnlig kvidde Tora sig; hennes manchetter var
blet tvilsomme; gik det an at be Milla låne henne et par? Under
denne forhandling åpnedes døren, in kom Milla fortere æn nogen
trodde det muligt for henne; „far kommer!“ hvisket hun, ilte mot
bordet, og alle efter; derfra til skapet, fra skapet til bordet, fra
bordet til skapet; ... sammenstøt av panner, skuldre, træden på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
