Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - III. Foreningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fant det ikke værdt at la det komme til hovedforestilling; de fik
være i fred.
Snart viste sig en farlig mangel i „foreningens“ love. Enhvær
kunde anonymt til præsidenten insende forslag til forhandling;
man stemte så over om de skulde sættes på dagsordenen eller ej.
Således blev det anonymt foreslåt at forhandle „udødeligheden“;
ved avstemingen fik forslaget ikke en eneste stemme; forslagsstil-
leren var selvfølgelig ikke medlem av „foreningen“. — Et annet
forslag lød: „Hvorvidt skal det tilstedes mannfolkene at bære
overskjæg?“ — og det var skrevet av samme hånd. Nu foresloges
at ingen skrivelse blev der tat hensyn til som ikke lagdes på
sekretærens bord under møterne. Man invændte at så blev for-
slagene ikke længer anonyme, men man var nok sikker på sin
egen behændighed; ti forslaget blev antat.
Skjønt forhandlingerne var ubetinget hemmelige, pastod man i
byen at en ung dame i et foredrag deroppe hadde funnet det
frygtelig ynkeligt av mænnene at de ikke kunde holde sit kysk-
hedsløfte like godt som kvinnen. Da var det at Døsen gjorde sit
berømte:
Nora, Tora, ora pro nobis.
Ellers blev man aldrig sikker på hvad pikerne hadde forhandlet.
De var kommet overens om at late som alt der sagdes om dem,
var sant; et skalkagtigt frimuren holdt denne spas gående.
En av de slemmeste til at ærte dem var konsul Engel. Han
var straks blet forsonet med generalstaben, idet han gjænnem sin
datter hadde frembåret sine unskyldninger. Æn videre lot han for-
ære Tora en japanesisk æske med mange små inneni, og i den
innerste lå en yndig nål. Og for rigtig at få det godt igjæn gjorde
han forsoningsmiddag, hvortil Milla fik be flere av sine veninner.
Med grande vitesse hadde han latt komme et uhyre av en dukke
som han hadde stillet på bordet, og højtidelig overrakte de fire;
den var pragtfull. Tinka hadde tat sin stærkeste kjole på; Tora
var i overstadigt lune der nede hos Milla, hvor hun sat; hun
snakket uten stans, så Milla kløp henne under bordet for at få
henne til at tie; da lo Tora som hun var gal. Nora sprang til
pianoet midt under desserten, for at synge en sang konsulen ikke
hadde hørt. Han forsikkret siden han aldrig hadde moret sig
uskyldigere. Han ejde ingen annen form for samtale med dem
æn at ærte; i regelen gik det ut over „foreningen“. De lo til
hans jøn, de drev det videre; men de opgav intet; ti kvinnen er
for vant til at tåle spot, når der er noget hun holder av.
„Foreningen“ var det nye i deres liv; snart blev den mere.
Men for at vise det må vi vænde tilbake til en som vænter
på os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
