Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - III. Foreningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
eninger som denne her moret sig med store spørsmål, sværmet
for enkelte forelæsere, skildredes; Anna var ganske skarp — som
ungdommen i almindelighed, når den inlater sig på kritik.
Da hun sluttet og kom ned, fattet hun i førstningen ikke hvad
man sa til henne; hun svarte galt, og spurte op igjæn. Men litt
efter litt kom hun sig; — da så hun efter Rendalen. Han var gåt.
Hun blev højst forundret. Så gled hun bortover mot fru Ren-
dalen for at høre årsaken. Hun måtte jo begynne med at spørge
om hvad hun syntes.
„Jo, min tøs; du har visst adskillig ret; men jeg er så rædd
for at nu skal I til at puste dere op til at ta det „med alvor“.
Stakkars dere, da kommer I først til at lyve til gagns, da! Få
kvinner kan ta det „med alvor“, min tøs. Men skape sig kan de;
forstrække sig kan de også — Gud, ja! — De blir ofte så unatur-
lige, så det er fælt.“
Ændelig kom Annas spørsmål, langsomt, forsigtigt: „ Hvorfor gik
hr. Rendalen?“
„Gud vet!“ — hun sukket, så mot døren, hvor han var for-
svundet, rejste sig og gik.
Karl Vangen talte med Tora; nu så han Anna stå ledig og kom
hen for at sige han var „svært fornøjet“ med nogen av citaterne;
han kjænte boken. — Karl Vangen hadde været på veje til at bli
modepræst; heldigvis hadde han sluppet, men skrækken sat ænnu
i blodet. Dette visste Anna fra sine tanter, så hun hadde den
hemmelige nøkkel til hans tale; han holdt sig udelukkende til
kvinnens religiøse forhold, og var ikke helt enig. Da spurte hun
ham om hans mening for øvrigt. „Jeg kjænner kvinner så lite i
andre forhold,“ sa han og blev litt rød; „jeg tør ikke inlate mig
på det.“
Straks de ældre var gåt, bruste det løs; for pikerne var be-
gejstret. „Lille Anna“ var den ældste av dem, hvad man så let
glæmte, fordi hun var tilbakesat i det legemlige; de hadde ikke
tænkt henne istand til noget sådant. „Hvor var det udmærket set;
hvor var det godt sagt! Og det av en av vore egne!“
Især Nora og Tora var henrykt. — „Slik er vi! Så usanne er
vi — mest i småting, forstår sig. Og som vi morer os med det
alvorlige — å! Nej, der må dåd til; eller om ikke dåd, så—“
— „nysepulver,“ sa en, og hele flokken skoggerlo.
Men de tok på igjæn. „Det er sant; ved Gud, det er sant! —
Det måtte jo bli anderledes; for det er en skam som vi er!“
Til en begynnelse vilde allesammen følge Anna hjæm; — jo, de
vilde! Og det gjorde de, så Annas to skjæve tanter blev for-
skræmt inne i sine natkapper, da de klokken mellem 11 og 12
om natten hørte sværmen surre utenfor og rope „godnat! godnat!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
