Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - IV. På trappen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 149
Hint med lærerinnerne var forfærdeligt. Hans mening om dem
var at de var udmærkede; ingen i den grad som Karen Lote —
ellers hadde han aldrig brydd sig med henne.
Der måtte være noget innerst inne i hans forhold til menne-
skene som var fortvilet galt, når han i den grad kunde misfor-
ståes. Hans egen følelse av tomhed og ulyst stammet kanske fra
det samme —?
Disse damer hadde jo sværmet for ham. De, og øverste klasse
og ... Var også det et bedrag? Eller var det nu forbi?
„Sværme“; hvad er „sværme“? Han skjøt det fra sig med
foragt; ... og dog hadde det glædet ham og bedraget ham. Han
var gåt ut ifra det som fast.
Nej; den som vil ha, må gi. Den som vil holdes av, må holde
av. Og han kunde det ikke . . . således . .. således som han så
andre kunde.
Det var vel heller ikke underligt. Hans æt hadde kanske ut-
tømt sin ævne til menneskekjærlighed. Hvad var det annet den
gjorde, når den led efter led brøt ned menneskenes troskapsregler,
gav fanden i menneskenes dom, ødte sit blod i ødelæggelse av
sig selv og sit avkom — også av andre og deres avkom ?
— Han gik in igjænnem landet til venstre — den samme tur
som hin forårskvæll han hadde holdt sit foredrag. Han husket
hvor frejdig han var kommet hjæm fra Amerika; hvorledes han
hadde drømt at gi sine landsmænn et eksempel, der, hvis de
fulgte det, skulde lyse op. Hvad var herligere for et lite folk æn
at samle sin største kraft om sine barns undervisning; der
lægge ned sin spareskilling? Lad så de store folk ødsle sine på
arméer!
Han husket hvor det den gang frydet ham at tænke, at således
soner man sine forfædres ugjærning. Således har alt utviklet sig
på jorden. Opvækkelsen er kommet i de stærkeste ætter; instink-
tivt har de følt sine mangler, og har søkt blodblanding imot dem.
Derfor har alt av stort og godt en slægt som ætfar; dens lidelse
som grunn i sin trang, dens trang som grunn i sit arbejde, og
dens arbejde, dens selvbeherskelse som grunn i sin opdagelse, sin
samlermagt omkring det fundne.
Når det summet og surret på skolen ut av hundre unge viljer;
når det lyste, glimret av øjne på formål han hadde sat op; og
når de ældste, påvirket av ham, gav retning, hejste fane —, så
var det først og fremst en æt, hvis hus de sat i, hvis utvikling
de fik. Hans var blet til skole.
Men innerst inne drog den dog sin svækkelse med. I ham,
som hadde bygd, lå også opløsningsspiren; han kunde altså ikke
komme videre med det. Han ejde ikke den bærende kjærlighed;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
