Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - I. Er hun barn? Er hun kvinne?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Men just fordi der bare var én Tomas Rendalen, fallt det så
naturligt at nogen av de svakere naturer begynte at spørge sig
selv: „Men du gode Gud; — når der bare er én, og vi er så
mange?“—Ja, det spurte de om.
Jeg vil ikke sige hvem det var, ikke engang hvor mange det
var som fallt i denne tvil. Spørsmålet er det minste ved saken;
det er svaret som det kommer an på. Svaret! For vi kan likeså
godt tilstå det først som sist, at nogen av disse piker hadde over-
anstrængt sig en smule den kvæll de så enstemmig sa j a til Tinka
Hansens højsinnede fremstilling og Toras bleke løfte-avlæggelse.
Slikt erkjænnes bakefter, når man i fred tænker på den ene man
så smått ælsker, eller gjærne vil ælskes av ... og om hvem man
vet at han allerede ... Ja, for den gamle Kurtebyen var et fryg-
teligt sladdrehul.
Da får man sine svake tvil til disse stærke sætninger. Skulde
ikke vedkommende unge mann, likegyldigt hvad han hadde gjort,
allikevel være til at stole på, når han lovte henne noget? Og
når hun lovte ham noget igjæn? Å, jovisst! Han skulde nok bli
snill gut, det skulde han, når bare hun fik fat i ham. De store
teorier kan ingen leve av.
Så var der nogen som fant at dette var forræderi, og så blev
de sinte, og så blev der et nyt møte. Der opfordredes de til at
uttale sig, de som hadde fordristet sig til at skifte meninger siden
sist. Længe var der ingen som vilde; men så sa dog virkelig en
modig mørk en likefrem, at hun syntes de sist var gåt for vidt.
Hvis alle mannfolk hadde været som ... som man sist hadde
ønsket de skulde være —; ja, da! Men de er nu engang ikke slike
— og hvad så?—Ja, der står vi!
„Så får vi stå!“ blev der svaret. Dette heroiske svar fik også
svar — og så blev der to partier og et mellemparti; — det siste
var man dog ikke rigtig sikker på, hvilket ofte er tilfælde med
mellempartier. Tinka Hansen (og „Frederik“) og alle som var enige
med henne og ham („Frederikianere“ altså), de slog for den ube-
tingede likhed mellem kjønnene. Ukyskhed burde herefter dømmes
like strængt, enten mann eller kvinne begik den. Miss Hall var
den eneste av lærerinnerne som tok del i dette møte, og hun var
meget ivrig „Frederikianer“. Efter hvært som vor viden blir gløg-
gere, yttret hun, behøver ikke engang ukyskhedens følger at
være forskjellige for de to kjøn. Ikke engang dette kunde alt-
så længer holdes oppe som en særskilt anklage mot kvinnen.
De som satte forskjellen deri, at kvinnens forgåelse krænket
hjæmmet, mens mannens ... krænket et annet hjæm, krænket
en annens hustru eller en annens datter, de burde skamme
sig og tie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
