Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - I. Er hun barn? Er hun kvinne?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 161
hele og forsikkret at miss Hall måtte være blet gal. Så fru Ren-
dalen avsted til miss Hall. Miss Hall var voldsomt opbragt, gråt
og gav snurrige, hæftige forklaringer, mens fru Rendalen rev av
sig brillerne og pusset og pusset; hun forstod ikke det grand.
Kanske når vi taler Engelsk, tænkte fru Rendalen; men like sort
blev det.
— Kort og godt: hvad var hun sint for? Hvorfor vilde hun
rejse? Hvad skulde ske? Hvilken oprejsning forlangte hun?
— Hun forlangte at den skyldige skulde straffes!
— Ikke annet æn det! — Begge avsted til pensjonærernes rum,
som nu stod tomme; der gav de sig til at undersøke stilebøker,
brevmapper, bokpermer; de vilde komme efter hvem der i de
øverste klasser var så skurkagtig at øve sig på at eftergjøre Ren-
dalens håndskrift. Derfra ned i klasserne. De øverste klasser
stod ganske som da de var forlatt; ti disse klassers vaskedag var
onsdag, og kvællfejingen hadde ænnu ikke nådd frem. Her sam-
let de omhyggelig op alle henkastede papirdutter, foldet dem ut
og studerte dem; de kikket in i stilebøker, skolebøker, pulter. De
vilde finne hvem den ulyksalige var som øvde sig på Rendalens
håndskrift.
Alle gjorde det! ...
Efter hvært som dette faktum blev klart; at altså alle voksne piker
på skolen holdt på med Rendalen og Rendalen og atter Ren-
dalen ... sagtnet miss Hall av; — tilsist gik de begge ut av klas-
serne; ikke sa den ene noget, ikke den andre.
Miss Hall talte aldrig mer om det. —
Men fru Rendalen talte med Karl Vangen. Mandagsopbyggelsen
tok til tekst, at aldrig måtte nogen gjøre mot andre hvad de ikke
vilde andre skulde gjøre mot dem. Dette gik like løs på ung-
dommen, „som fant en stor fryd i at opsøke andres svake eller
ømme punkter og rigtig stikke dem der“.
De fire turde ikke se op; — men rigtignok litt til siden, til
tegnelærerinnen, som den dag hadde fåt det infall at sætte sig ved
laboratoriedisken, vændt imot de andre. Hun støttet sin lange
arm på disken, hodet lå bøjd i håndflaten; den andre hånd pillet
ved noget på disken, som hun ufravændt så på; men der trillet
tåre efter tåre nedover ansigtet, uten at hun rørte sig eller tørret
dem; hun var rent borte.
Alle fire så det. Og da det kom til tredje frikvarter, og lærer-
innen var like trøstesløs, gråt like meget — da kunde Nora ikke
mere holde dette ut; men drog henne med sig in i et av pen-
sjonsrummene, og med armene om hennes hals hvisket hun
om forladelse, om forladelse og om forladelse; der blev ikke sagt
hvorfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
