Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - I. Lyksalighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
rejste utenlands. Der er nok ikke mange Nordmænn som det er
hændt; så dette er meget smigrende for papa.
Nu hadde han intet sagt til mig; han vilde ikke for tidlig gjøre
mig „nervøs“, fortæller han. Fürst kom direkte fra Sofiero; tænk
han blir måske ordonnansofficer hos den av prinserne som er
sjømann, nemlig h. k. h. prins Oskar. Fürst nævnte hvad tid
trænene gik næste dag. Du gode Gud, allerede næste dag! Da
var vi væntet!
Jeg fik ikke lov til at gjøre nogetsomhelst toilette; jeg skulde
nætop bare møte i min rejsedragt likesom papa. Den slemme
løjtnant Fürst — du vet han er i slægt med os; han kaller mig
„kusine“; men det er jeg da ikke — han sa mig jeg var „pen“
nok som jeg var. Kjænner du ham?
Så gallt det at få sove da efter rejsen, skjønner du; for man
ser ikke godt ut, når man ikke har sovet. Aldrig har jeg strævd
så med det heller; jeg var gruelig opskræmt, kan du vite. Jeg
tænkte på det kjedeligste i værden; kan du huske overtoldbetjent
Jacobsens næse? Jeg lå og stirret på hans næse, til jeg virkelig
fallt i søvn over den — og hele byfogden. Og så træt var jeg, du,
at da jeg først sov, ja, så sov jeg som en sten. Jeg var, Gud ske
lov, ikke værst, da jeg stod op. Men senere blev det galt, rent
fortvilet galt. Du har aldrig været i noget lignende, så du kanske
vil finne det underligt, at jo mere jeg tænkte på den store stund,
og at jeg ikke hadde en eneste dame at spørge — mannfolk kan
ikke svare på sådant, og så ler de — jo mere forskrækket blev
jeg. Litt morgenkoldt var det også, og det ene med det andre,
kulden og skrækken — Fürst kallte det „kanonfeber“— hadde til-
sist følger. Det var forfærdelig flaut; for i længden kunde jeg
ikke skjule det; ja, du forstår. Men jeg får trøste mig med, at
jeg er ikke den første unge pike som dette er hændt, når de skal
forestilles ved hove.
Jeg blev tilsist rent syk, og har av den grunn næppe forestilling
om rejsen, eller hvad vi talte om. Allikevel kom jeg op i en strid.
Fürst sa at kongedømmet i alle land søker at samle rigdommen
om sig mot de lavere klasser. Det synes jeg dog er for galt. Er
kongedømmet til for at forsvare sig? Jeg tænkte det var til for at
forsvare de lavere klasser. Det sa jeg også. Da begynte papa at
ærte mig med „foreningen“ og skolen og Karen Lotes historie-
timer; — ja, du hører ham vel? Fürst spurte hvem som så skulde
forsvare rigdommen. Den, mente jeg, forsvarte sig selv. I alle
fall var det styggt av den at forråde de lavere klasser. Ikke sant?
Gud, hvor Øresund er henrivende! Da vi satte over (jeg har
jo glæmt at sige at vi kom dit, d. v. s. til Helsingør, med Jærn-
bane) — ja, der kan du se som jeg er idag!.........Nej, jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
