Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - I. Lyksalighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Den samme fornemme herre — Fürst husker ikke hans navn;
men jeg tror han var kammerherre — førte mig og sa noget til
mig på Svensk — ja, jeg forstod det ikke; jeg visste ikke av mig.
Aldrig kan nogen være i større pine. Da jeg så haven og kom
in i den ... ja, det fløt sammen for mig, trær, folk, bord, tjenere,
stoler; den dødelige angst jeg gik i, kunde ha fåt mig til at segne.
Jeg brukte al min magt, forsikkrer jeg dig. Den herre som førte
mig, må ha følt min arm skjælve, eller han læste i mit stakkars
ansigt, han bad mig ikke være rædd; d. d. m. m. var så ælsk-
værdige;— det forstod jeg da.
Du himmelske Gud, hvor var de også strålende gode! Især
kongen! Nej, det smil, det håndtryk, de øjne! Det er et helt
hav av godhed. Men mer æn godhed, du; der er noget, især i
øjnene, som henrykker, ja „forrykker“, som Tora plejde at sige.
Jeg vil om disse øjne hellere bruke billedet himmel æn hav; for
så kan du bedre forstå hvad Svensken kaller „tjusande“. Der
er ikke ord på Norsk for det. Ja, det er tjusande! Bare syd-
landske folk ejer slike øjne. Hvor er vi kolde og egoistiske
— jeg må sige det — når vi ser in i dem. I alle fall føler
jeg det så.
Nu skal du høre mit under, for et under er det næsten. Fra
samme stund — jeg kan sige fra samme sekund som hs. maj.s
øjne hvilte på mig, var jeg frisk. Hvad siger jeg? Frisk? Jeg
kjænte dette blik fylle og varme hele mit væsen; jeg kjænte det
— er det ikke besynderligt; men ved Gud, det er sant! — i
knærne. Ja, i knærne. Der er blant alle ord i vort sprog bare
ett som kan betegne fullt ut min tilstand. Jeg er næsten i den
samme tilstand nu igjæn over at kunne fortælle dig det; de andre
vilde ikke forstå mig: jeg var lyksalig. Kanske er det profant,
ændog syndigt at bruke dette ord i denne forbindelse; men
sant er det. —
Vet du så hvad kongen sa? „Velkommen til mit hjæm, frøken!“
på det skjønneste, mest velklingende Norsk jeg har hørt.
Dronningen smilte. Hun spurte hvad by jeg var fra. Kongen
svarte for mig. — „Hvad heter præsten?“ spurte dronningen. —
„Karl Vangen,“ sa jeg; men det var galt; jeg skulde jo ha nævnt
provstens navn eller overhode de ældre præsters. — I det samme
hilste kongen på min far, som stod der sammen med Fürst, og
så sa han: „Jeg finner at løjtnanten har en udmærket smag.“
Nøjagtig så fallt ordene, det ene efter det andre. Jeg har tænkt
på dem ofte siden; for de viser jo at Niels Fürst har talt om
mig på disse høje steder. Jeg visste ikke at de kunde underholde
sig med noget så smått.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
