Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - III. Opgjør inad; fredsforslag utad - IV. Krig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
på dem hun her daglig sat iblant, senere også på fru Rendalen.
Niels Fürst var ganske rigtig på vejen til Paris; men hadde Millas
veninner straks lagt fru Rendalens brev i en konvolut til henne
— hun hadde næppe mottat ham. Og hadde de så bedt Tora
skrive til Milla — ja, som hun siden skrev til dem selv, da det
blev nødvendigt ... han hadde ubetinget aldrig fåt tiltræde, det
være med person eller brev. Selv som det nu stod, fik han det
ikke. Der måtte først komme gjæntagende hjælp hjæmmefra.
Men den hadde han også sørget for.
Han hadde ikke forsømt sin tid.
IV KRIG
Allerede dagen før fru Rendalens brev og Noras telegram nådde
Godset, hadde Anton Døsen fåt brev fra Fürst. Det var vel
vejd, før det blev skrevet, og øjensynlig beregnet på at læses
højt eller vandre rundt.
I hans fortælling om Tora gav han deres møte hos fru Grøn-
dal en stor betydning. Han hadde set henne bare én gang før,
og flygtig, ingen anelse hat om at møte henne derute. Hun hadde
været underholdende og hyggelig, fortalte fru Grøndal, like til han
kom; men da blev hun straks unaturlig. Hun kunde ikke tåle at
han talte med fru Grøndal. Hun gjæmte sig væk, lot sig søke
op — og fant på at rejse. Naturligvis fulgte han så med for at få
se litt mere av hvad dette var for noget. Straks han kom i nær-
heden av henne på dampskibet, gråt hun. Hun avslog at la sig
hjælpe i land; men gav sig hvær dag til at rænne forbi hvor han
bodde, og kikket in, om han var hjæmme! Gik så videre ut i
lundene, eller op i skogen — alene.
Han minte om visse forelæsninger og forhandlinger der oppe
på skolen; han syntes, at en ung pike som slap ut av en så
sansehissende luft, måtte omtrent bære sig slik ad. Han syntes
at dette var „magnetisk påvirkning“ god nok; der behøvdes
ingen annen.
Han vilde ikke unskylle at han tilsist hadde latt sig lokke til
at følge efter ut i skogen, hvor hun moret sig med at leke
gjæmmelek med ham; småpikerne begynner jo alle så. Men han
vilde spørge, om nogen mann med agtelse for sig selv vilde ægte
en liten pike som daglig løp forbi ens vinduer for at få ham ut
i skogen.
Fru Rendalen tænkte anderledes; hun kom efter til Stockholm for
at få et ægteskap i stand. Dette måtte bli et i stil med hennes eget.
Han for sin del hadde en altfor høj forestilling om ægteskapet
til at ville prøve på at vanhellige det således.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
