Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - I. I begge lejre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
offentlig. Anna Rogne læste filosofi med Rendalen, og var så lærd
og lykkelig, at hun ikke passte.
Ofte når nogen kom in, sat Nora og gråt. Hun hadde da en
snar måte at tørre tårerne bort på; hånden for over begge øjne
så hurtig som jaget hun en flue. Da smilte hun frimodig til den
som kom — samme hvem det var; grunnen til hennes misstem-
ning bodde altså ikke der i huset.
Nora mismodig? Nora overgit? Alle visste at det kunde
hænde. Men denne gang stod det længe på. Naturligvis spurtes
der; men Nora blev straks så fornem at ingen gjorde det to
ganger .......
Ændelig ut i julen kom det længe væntede brev fra Tora.
Rendalen gjorde selskap på det for hennes veninner fra skolen.
Brevets inledning forklarte straks hvad man vilde vite; det minte
om noget de straks husket, men til nu ikke hadde forståt — hvor-
ledes det gik Tora, første gang Fürst og hun møttes, hin for-
middag på gymnastikken, da hun var ophisset og overanstrængt
av øvelser, og han kom langsomt gående, boret sine øjne i hennes,
og holdt henne fastnaglet, til han stod ved hennes side.
Brevets bevægede fortælling, idelig avbrutt av inskudd, om-
skrivninger, forsikkringer, gav et slående billede av Tora. Hadde
hun ikke altid været „nøjagtig“, så var hun det nu til det rørende
— kanske nætop fordi hun visste at hun ikke uten grunn hadde
hin mistanke på sig. Anna Rogne læste brevet højt i selskapet;
hun kunde det utenad og foredrog det litt avmålt, med jævn tone-
vægt. Derved fik brevet virke selv; dets mange kroker og inkast
sprang morsomt frem; forsikkringerne stod op som stråler. Man
lo og rørtes.
Rendalen hadde under læsningen sittet og set på Nora. Han
hadde nætop hørt at hun ikke længer vilde være formann i for-
eningen, og da måtte han bryte den tilbakeholdenhed han hadde
pålagt sig.
Da de andre var optat av brevet, hvær med sine naboer, satte
Rendalen sig hen hos Nora og talte meget længe og livlig med
henne — intil en og annen opdaget at hun ofte for med hånden
over sine store øjne. Da stillnet samtalen; man begynte at se
på dem.
Fru Rendalen foreslog at der skulde gjøres musik; hun bad sin
søn. „Gjærne det,“ sa han; men blev sittende tankefull. „Hvad
siger I til, at jeg først forsøker at møte den forknyttelse som
kvinnen ofte overfalles av, når hun får øjnene op for al sin
skrøpelige arv?“
Ja, det vilde alle høre! Han sa, at han ikvæll var blet minnet
om hvorledes han for mer æn et år siden i et foreningsmøte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
