Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 225
skandale — Gud bevare os! Men man kjænte til visse stille for-
hold, ofte et par samtidige. Kostbare foræringer og små livrenter
visste man også om. Man kjænte barn som gik for hans; somme
lignet ham uforskammet. Nu vågnet alt; selv „uforsigtigheder“,
tyve år gamle og ældre, steg op igjæn; en slik liten provinsby
har en ubarmhjærtig hukommelse.
Nylig hadde folk jublet over at fru Engels legat fik et motlegat,
så den „uanstændighed“ deroppe kunde få ænde. Nu, da kvin-
nerne strømte in allerede søndag, og de yngre straks skyndte sig
op på Godset, eller samlet sig i flokker på gaterne ... gled en
erindring om fru Engels vakkre begravelsesdag over byen. Hvad
hennes datter her fullbragte, var i grunnen ikke rigtigt mot
morens minne.
Selv var hun den eneste som ikke visste at Tora var der.
Fürst var kommet lørdag formiddag, og han hørte det straks.
Både han og faren tænkte at Tora var kommet for at trænge
frem til Milla; med fullændt omhyggelighed passtes på at ikke
Tora selv, ikke bud fra Tora, ikke brev, ikke tegn kunde nå
huset uten at fakkes. Alle omgivelser var instrueret; de bestod
også udelukkende av medlemmer av familien på begge sider.
Brudepikerne kom til byen søndag; også de var slægtninger, og
— på en enkelt untagelse nær — alle utenfra. Milla visste intet,
uten at det annet parti var slaget og fallit; det begjærte intet
hellere æn fred. Hennes far hadde den faste plan at hjælpe
skolen; den kunde jo virke meget godt, når den opgav en del av
sine fantasterier. Især for dette farens løfte var Milla så tåknemlig.
Herregud, hvorfor ikke være gode med hværandre? Det vil vi
være, forsikkret Fürst. Skolepartiet har sluttet fred; gamle provsten
Green er jo beviset. Det er sant, gamle provsten Green er be-
viset, gjæntok Milla for sig selv, når hun fik tvil.
Søndag var hun i kirke og hørte ham. Det gjorde så godt. Og
om eftermiddagen avla hun ham et besøk med sin far. Hvor var
han ælskværdig! Han formante henne til tålmod; vi forandrer
ikke værden; men vi kan gi den et godt eksempel; det hadde
hennes mor gjort. Milla kom i så rørt stemning. Ak, hvis bare
alle mennesker var gode!
Hennes far hadde aldrig været så søt mot henne som nu.
Hans uavladelige venlighed minte om den tid hennes mor lå syk.
Og den store godgjørenhed; ... på en finere, skjønnere måte
kunde han ikke vise henne ære.
Fürst var bestandig morsom, og hans måte at være det på så
overlegen. Han fortalte fra hoffet, gruelig ondskapsfullt for resten;
det var så behageligt og åndfullt hvor Fürst var. Milla følte sig
virkelig lykkelig — d. v. s. med en liten bismag av savn, en liten
Bjørnson: Samlede værker. III. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
