Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
rørelse av uro. S å meget at hun i siste øjeblik måtte op på mørk-
loftet for at se efter flag på tårnet. Men der var intet. Kanske
ingen var hjæmme? Det vilde også være det beste for begge
parter. En annen gang kunde de så finne hværandre.....
Nu på med brudekjolen.....!
Hadde Tora set den ...! Stakkars Tora! Men sådan går det,
når man ikke er forsigtig. Milla bad jomfruen være så god at
passe at folderne fallt bløte over tournuren. I det samme kom
fru Wingård in med brudekransen.
Alle som fra de tilstøtende gater kom in på torvet, så noget
rødt mot kirkens opslagne yttre ekedør til venstre. Det var en
rød skjorte, og den sat på en lang matros. Kirketjeneren hadde
villet ha ham ned, umuligt. Rundt om stod damer som gjærne
vilde ha den beste plass; han hadde svaret at han hadde likeså
god ret til at stå der som nogen annen. Og det hadde han
unægtelig. Han var ikke fra byen; ingen kjænte ham. Et in-
prikket mærke på hånden viste han hadde været til orlogs; det
fortalte han også; nu rejste han med en trælast-drager. Det var
en svær kar.
Ellers stod på trappen og nede ved den og langt utover damer,
bare damer, ældre og yngre, alle som ikke var kommet in i
kirken. Hvær gang den indre dør gik op, og man så in i kirken,
var også der til begge sider helt op mot koret bare damer, bare
hatter med blomster, med fjær, med slør. Et enkelt bart mann-
folkehode i en stolrække så ut som et enkelt eftermodent stik-
kelsbær eller solbær på grenen om høsten. Hadde salig hr. Max
kunnet se op fra koret hvor han lå, måtte det ha været et lifligt
„siun“ for hans kvinnekjære øjne, især da de yngste overalt sat
foran. De hadde været de hissigste til at skaffe sig plass.
Næsten alle de parasoller som såes på torvet, var oppe på
trappen eller omkring den, eller utover på den kant; et mange-
farvet, bevægeligt skjoldtak, under hvilket der blev fortalt historier
og ledd i det uændelige. Dette med „de trængende barselkvinner“
fant alle så vellykket. At Engel, som hadde takt, kunde . . . Nu,
det kom naturligvis av at fru Wingård var direktrice; hun hadde
lokket ham til det, den skalk. På hvær sin side av trappen og i
hvær sin klynge stod de to slemme søstre, som hadde hat klubben
og hotellet, like til de måtte overgi begge til — Engels husholder-
ske. De hadde ingensomhelst grunn til at skåne Engel eller hans
gjæster for dagen, kystens matadorer.
Nærmest denne skare kom en ny sværm av kvinner, de som
ikke hadde hat fullt så god tid til at skaffe sig plass. Her var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
