Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 227
få parasoller, men hatter, tørklær og barhodet ungdom. En knis
og hvisk og tisk! . . . Ingen andagt, ingen højtid, ingen autoritet
— slet ikke som i en provinsby. Selv hvor mænnenes mør-
kere flokk møtte, der møtte heller ikke alvoret, eller „sømmelig-
heden“, som byfogden vilde ha sagt, og som han virkelig sa, den
gang han i stor uniform med sin hustru under armen et kvart før
fire gik in blant de budne. En vittighed og latter, en mønstring
av de højtidelig inbudne, hvis slut-resultat ikke var at man blev
imponeret; man så på dem med muntre øjne, som på kammerater!
Byen var ikke til at kjænne igjæn. Da to gutter hadde skaffet
sig adgang op på en skorstenspipe på et av husene mot kirken,
blev der klappet i hænderne til dem og ropt! Dette passerte
nætop som byfogden kom. Midt imellem de inbudne, like efter
byfogdens, kom byens organist, døddrukken. Han var en ung
mann med langt blondt hår, en musiker fra Schwaben, som for
tre-fire år siden kom hit på en koncertrejse og blev ved at være
her. Organisten var nætop død, orgelet var så udmærket, og så
var her så stærke sjøbad. Et bløtt, fantastisk, ægte musikalsk
menneske, som til hværdags var alles kjæledægge, og hadde mere
at gjøre æn han kunde overta; men som til helg, d. v. s. „wenn
Konstantinopel erobert worden ischt“, som han uttrykte sig, drak
sig drukken. Det var meget sjældent; men da gjorde han alt
hvad som fallt ham in. Toppunktet hadde han nådd en dag som
en indremissjonær i kordøren talte om vore synder, og organisten
så at alle mennesker jæspet— og gav sig til at spille orgel, så det
duret! Det blev lagt ut så at missjonæren gjorde altfor lange
pauser; organisten hadde tat fejl av den længste.
Idag hadde han hat den lykkelige idé at gå muntert in til
konsul Engel og be om penger til orgelet. Og dem fik han på
hånden i en anvisning! Altså var atter „Konstantinopel erobert
worden“ — og champagnepropperne sprang! Den første den beste
kunde drikke med. Han kom salig skinnende, flaggrende med store
armsving. Alle lo, og han lo. Like efter byfogden og frue kom
han! De blev så stive, så stive, som om organisten hadde fåt
tømmer på dem og nu kjørte dem in i kirken.
Stor sjau opstod, da en vogn vilde bryte vej; hittil var alle
kommet gående. Her var ingen plass for vogner, påstod man og
slog sig tvær; politiet måtte til. I vognen sat en smuk, pikant
dame av ubestemmelig alder ved siden av en noget lasket herre
med et udmærket formet hode og et fornemt væsen; like overfor
damen sat en ældre mann med rødligt ansigt, store oberst-
mustascher og fip og en mængde ordener; han talte den hele tid,
latende som de tre sat i en stængt stue, hvor ingen kunde se
dem. De var ikke fra byen; ingen kjænte dem, før de var steget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
