Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 231
Så blev Milla slæpt videre. Hun kom i koret som en hvit
silkekjole mellem en hel del andre kjoler. Et rassel, et tassel,
et ihværandre av hoder og hænder og buketter og øjne, så Milla
ikke kunde rede ut sig selv, sin egen stol, sin egen buket, sit
eget lommetørklæ. Tilsist var alle der til hjælp med eau de Co-
logne, med hænder, med forstyrrelse. Den siste var hint røde
uhyre med de store mustascher og de mange ordener; han vilde
ændelig true in på henne hennes egen buket, og hun tålte ikke
lugten. Da hun ændelig blev fri og kunde puste ut, å, én gang
til — å, og nok én ... så brast hun i gråt. Hun drog sit slør for.
Hun syntes så synd i sig selv, Milla; det var jo frygteligt hvad
de hadde gjort. Og så blev hun så rasende. Å, hvor blev hun
rasende!
Konsul Engel fik det første blik; — og til alt annet han hadde
fåt, virket det, som den siste dram, der gjør én bevisstløs; han
sat delirerende over at han kjænte sig så tynn i bukserne. Var
der virkelig noget i det?.......
Den elegante Fürst sat ved hans side og byttet hånd til at
holde hatten med og byttet lår til at lægge den på. Det var
ham det gallt, alt dette, og den vordende politiker var ænnu
ikke kommet så langt at han kunde sitte stille, mens man flådde
ham, skar ham op og slap stykkerne i gryten. Døsen, som var
like bak ham, strøk med sin hvite hanske de ytterste spisser på
sin blonde mustasche, nu højre, nu venstre, nu venstre, nu højre,
fort, fortere, fortest. Han var utrolig flittig. Folk i kirken så denne
hvite hanske lyne under næsen og trodde han gjorde kunster eller
tegn, og kunde ikke begripe til hvem. Matadorerne følte situa-
tionens fortrykthed højst ubehagelig. Men de måtte dog samtidig
få ænnu et glimt av henne med barnet; hun var fanden så vakker
— utenlandsk. Og de strakte hals, og de tøjet sig; selv konsul
Bernick fik en hals så lang og fordrejet som hanekyllinger der
skal lære at gale.
Til al denne ulykke kom den at provsten uteblev. Kirke-
tjeneren gik ut og in, in og ut, bestandig med et højtideligt uttryk
av det absoluteste fjanteri.
Organisten kilte på! Han syntes det drøjde noget længe, dette,
før provsten Green kom, så han kunde gå over i salmen. Det
pompøse hadde han længst forbrukt; han var nu vandret over i
den rake motsætning, i det kjælne. Lutter hyrdefløjtetoner oppe
i det aller umuligste kyllinge-pip. Hans fantasi færdedes utvilsomt
blant alle de små som kom av dette ægteskap; han stak efter
dem med fingrene, og sa i kvinten: „ti —ti!“ til dem.
Ændelig hadde Engel hæntet sig så vidt at han atter kjænte
forskjellen på fint og grovt, på velopdragent og uopdragent. For
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
