Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 235
nichts daraus? Ho-ho! Ich hab’ meine 2000!“— Og han gav sig
til at spille orgel. Nogen vilde stanse ham; men han spurte „hvad
de hafde gjort den brut? Hun kan have god af musik.“
Ikke før hørte ringeren orgelet, så tænkte han: „se-så; nu er
de gift!“ — og klæmte i med begge sine klokker. Og ikke før
hørte de ute på salutskibene klokkerne, før kanonerne dundret løs.
De skulde skyte derute, like til bruden holdt for døren; og da
dette var noget de ikke kunde se fra skibet, men skulde få tegn
om, og man i forstyrrelsen glæmte at gi dem tegn, skjøt de frem-
deles, skjøt, skjøt, skjøt. De syntes selv tilsist at det blev mange
skudd, men det var de andres sak; — så længe de hadde krudt,
lot de byen dundre. For også de derute hadde drukket dygtig.
Dette vakte altsammen moro. Det hele slog om fra alvor til latter
— først blant den mængde som kom ut fra kirken under orgel-
sang og klokkeklang og kanondunder; så forplantet latteren sig
voksende til dem på torvet, som forplantet den til al by. Det var
aldrig i manns minne ledd så meget på én gang fra elvebakkerne
til det ytterste hus på bærget eller på tangen. Landfolket gik og-
så leende hjæm under dunderen, og hvor de kom hen, blev latter.
Det flaget i byen og på havnen.
Det dundret og flaget, flaget og dundret. Og latter!
Brudefølget begynte med at se på hværandre med rædsel.
Spredt og plukket pakket de sig ut av kirken. Men latteren der-
utenfor var smittende; da de kom hjæm og læste „Tilskueren“,
lo d e også. Selv byfogden lo.
Opover alléen gik Nora og Rendalen. Det dundret, og de vændte
sig og så på flagene over by og havn — og lo. Karl Vangen for
forbi på sine lange ben; Tora var atter over hos Nils Hansens.
Hun var uhyre matt, men tilfreds.
Han skulde op efter vogn — og borte var han.
Ikke mindre æn femten unge piker kom på én gang forbi til
fru Rendalen; et nyt stort følge var på vejen efter dem. De gik
ikke, de stormet og var snart også forbi. Fru Rendalen kom
senere ut på trappen for at ta mot sin søn og Nora; men de var
motsat alle andre, de stanste hvært øjeblik. Nu, når hun længtes
så forfærdelig! At de også kunde glæmme henne!
Med én gang rev hun sine briller av og pusset dem. Så satte
hun dem på langsomt.........
Og Rendalen gik og sa der nede i alléen at der visst var meget
ensidigt og uklart, meget av en fiks idé i hans første tale. Og meget
i hans utvikling ellers også som langt fra var halvfærdigt. Men
„livet er en skole“, og det gjæller først og fremst skolemesteren.
D. v. s. han sa ikke et ord av alt dette her. Han hadde ikke
det minste bruk for noget så stivt og koldt. Rent ut sagt, mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
