Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nætop nu var Farvemotsætningen på sit højeste; nu var det
forbi med al utjævning; ikke et rødt skjær engang nådde længer
hitover. Der den varme glød, her det kolde sortblå over sjøen
og over sneslasket på land; det som såes av byen fra kollen,
krøp sammen og blev mindre for hvær gang han vændte sig
utenifra inover igjæn. Men for hvær gang kjænte han sig også
mere urolig; dette bebudet noget ondt, skulde der virkelig komme
mere? Hans fantasi var skræmt, og nattevåk som han var, hadde
han ingen motstandskraft.
Pragten derute begynte at slukne; alle farver dalte jævnt.
Brølet nedefra, hvor uhyrerne vilde op, hørtes stærkere; eller
var han nu blet mere lydhør?
Gallt det ham, dette? Hvad hadde han nu gjort igjæn? Eller
skulde han snart komme til at gjøre noget? Også før hadde uklar
angst været forvarsel.
Ikke stormen alene hadde skræmt ham; kort før den hadde en
lægprædikant spådd at nu skulde værden forgå; alle Bibelens
mærker slog nætop in, og tallene hos Jeremias og Daniel var
ikke mere til at ta fejl av. Det vakte så vidt opstyr, at bladene
måtte ta sig av det og meddele, at det samme hadde uændelig
ofte været spådd, og bestandig passte tallene hos Jeremias og
Daniel. Men da orkanen kom og blev sværere æn nogen kunde
minnes, og skib slet sig løs og drev mot bryggerne, knuste og
knustes, og især da natten la mørke over, og ingen lygt holdt lys ...
bråtene hørtes, men såes ikke, kommandoropene, skrikene, brakene
og den lange jammer — og inne i gaterne slik forfærdelse, når
taklængder løftedes av, husene skalv, ruterne klirret, stenene føk,
folk flydde, og fjærne skrik økte angsten ... ja, da var der mange
som husket lægprædikantens ord; Gud trøste og hjælpe så visst,
dette var den yderste dag; nu snart fallt stjærnerne. Især var
barnene rædde til døden. Forældrene hadde ikke tid til at sitte
hos dem; ænnu i værdens siste stund var der nemlig tvil om
dette også var værdens siste stund, og av gammel vane blev
omsorgen for de jordiske ejendeler det sikkreste like til slut; folk
måtte bærge og stænge og løpe og se efter ilden og være alle
steder på færde. Men de gav barnene bønnebøker og salmebøker
og bad dem læse hvad der stod om jordskjælv og andre plager
samt om den yderste dag; de fant skyndsomt stederne op for dem,
og løp. Som om barnene nu kunde læse!
De puttet sig heller i seng og drog dynen over hodet; somme
tok hunden med eller katten; det var tryggere, og de vilde dø
sammen. Men ofte vilde hunden og katten ikke dø under dynen,
og så blev der kamp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>