Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han som nu stod oppe på den øverste bærgknaus, hadde været
rent tullet av skræk. Men han var av dem som rædselen jog fra
det ene sted til det andre, fra huset til gaten, fra gaten til havnen
og hjæmover igjæn; ikke mindre æn tre ganger hadde hans far
været efter ham og fanget ham in, ja stængt alle dører for ham;
men ut var han kommet. Dette var av den sort som ellers ikke
gjordes gratis; ingen gut blev holdt strængere, eller fik så overlag
med pryl som Edvard Kallem; men ett gode førte stormen med
sig: der blev ikke prylt den nat.
Natten gik, og stjærnerne stod; dagen kom, og solen var like
frisk; stormen gik også og med den frygtens siste rest.
Men har den engang hersket så grænseløst over et menneskes
sinn, står der senere skræk av skrækken. Ikke alene i onde
drømme, også om dagen, når en tror sig aller sikkrest, lurer
den i vor fantasi for at styrte sig over os ved det aller minste
usædvanlige, sluke os med lumske øjne og tåket ånde, undertiden
tunne os in i vanvid.
Gutten stod og kjænte sig ilde til mode i solfallet og brølet —
og straks var helvedesangsten over ham; den yderste dags
rædsler suste frem. Han skjønte ikke hvorledes han hadde været så
ulykkelig at våge sig hitop, og det alene! Han stod lammet,
han turde ikke sætte en fot frem, det vilde kanske være at bli
lagt mærke til; her var fiendemagter omkring. Han bad hemmelig
til sin avdøde mor, at dersom dette var det siste, og opstandelsen
løste henne ut, måtte hun komme hitop til ham og være hos ham
— ikke hos hans søster, for hun hadde rektorens; men han hadde
ingen ...
Alt forblev som det var. Bare at det blegnet i vest og mørknet
i øst; det kolde gik støtt videre og blev eneherre; det gav
jævnere storhed og enhedens trygghed. Efterhånden vant han såvidt
mot igjæn, at han drog pusten friere — først forsøksvis, så helt
ut, og det mange ganger; så begynte han at røre på sig, stille og
umærkelig, og ikke uten frygt for at de usynlige heroppe, de som
vilde ha ham, skulde fatte mistanke. Listelig gled han nærmere
mot nedstigningen, bort fra stupet. Ingen flugt, langtfra! Han
visste ikke engang om han vilde gå; han vilde bare prøve; han
skulde gjærne komme igjæn. Men nedstigningen her var ugrej,
og egentlig burde den være fullført, innen mørket fallt på; det
blev svært så fort mørkt nu. Når han bare nådde ned så vidt at
han atter stod på stien som førte over bærget herop fra
fiskerbyen dernede, ja da var der ingen fare; men her —, å, forsigtig,
forsigtig, et bitte-lite steg, et lite, ganske lite til. Bare et forsøk;
han skulde komme igjæn!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
