Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
annen, hvær krok, hvært smuthul flere ganger; Josefine førte selv
gutterne omkring, ja op på mørkloftene, ned i kjælderne, in i
alle rum som familien ikke selv opholdt sig i, og forsikkret på
ære og samvittighed at der var han ikke; ellers kunde de selv
se. Hvor i al værden var han?
Duksen vant i de dager ved lodtrækning: Les trois
mousquetaires av Alexandre Dumas den ældre, et pragtværk med
illustrationer; men da han snart opdaget at dette ikke var nogen bok
for en lærd mann, satte han den ut som præmie for den
kammerat som opdaget hvor Ole Tuft holdt til eftermiddagene og
kvællene, og hvad han da tok sig for. Tilbudet slog ned i Edvard
Kallems fantasi; han hadde nemlig levd i Spanien til for vel et
år siden; han læste Fransk som Norsk, og at Les trois
mousquetaires var den herligste roman i værden, det hadde han altid
hørt. Nu stod han vakt for Les trois mousquetaires, hurra for
alle tre da, nu hadde han dem!
Sagte, sagte listet han nedover, til han nådde stien; synderen
var like ved.
Edvard Kallems hode hadde noget som minte om rovfugl;
næsen var et næb, øjnene ville — både i sig selv og ved at det
ikke var frit for de skjelte. Pannen skarp og kort, lysebrunt,
tætklippet hår omkring. En påfallende bevægelighed lot føle hvor
smidig han var; han skulde stå stille nu, men kroppen bøjde sig,
føtterne flyttet sig, armene løftet sig, som vilde han i næste
øjeblik kaste sig ut i luften.
„Bæ!“ skrek han av sine lungers hele magt; det kvapp i ham
som kom — han hadde nær sluppet løpen. „Jo, nu har jeg dig!
Nu nytter det ikke at tie længer!“
Ole Tuft blev til sten. „Ja, nu står du der! Ho—ho! — Hvad
har du der i løpen?“ og han styrtet sig over ham; men den
andre flyttet raskt løpen fra højre over i venstre hånd og holdt
den bak sig; det var ikke Edvard muligt at få den frem. „Hvad
er det du tænker på, gut?“ Mener du ænda at kunne komme
fra det? Hit med løpen!“ — „Nej, du får den ikke!“ — „Vil
du ikke lystre? Så går jeg like ned og spør.“ — „Ånej!“ — „Jo
så pinedød gjør jeg så.“ — „Du gjør ikke.“ — Jeg gjør!“ Han
vilde straks forbi og nedover.
Jeg skal si det, bare du vil tie!“ — „Tie? Er du på stell?“
— „Jo, du må!“ — „Hvor kan du falle på slikt vås! Hit med
løpen, eller jeg går!“ skrek han. — „Ja, når du ikke vil si
det —?“ Tårerne kom Ole i øjnene. „Jeg lover ingenting.“ —
„Men du siger det ikke, Edvard?“ — Jeg lover ingenting. Ut
med løpen; skynd dig!“ — Ja, det er ikke noget galt.— Edvard,
hører du!“ — „Er det ikke noget galt, så kan du vel komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
