Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kaste sig ut i det og sige alt? Edvard forstod straks at her stak
mere under, og at dette var det vigtigste. „Kan du ikke si det?“
spurte han, som var det ham likegyldigt. — „Jo, jeg kan nok;“
men han blev ved at flytte løpen fra hånd til hånd uten at sige
mere. Så kunde Edvard ikke længer dy sig, men gav sig rigtig
til at nøde Ole, og det likte denne nokså godt, men betænkte sig
ænda. „Ja, det er da vel ikke noget lejt?“ — „Nej, lejt er det
ikke.“ Han la til om en stund: „Så er det heller noget stort, da
— ja, rigtig noget stort også.“ — „Noget rigtig stort?“ —
„Egentlig er det det største i værden.“ — „Men kjære dig da?“ — „Ja,
når du bare ikke vil fortælle det! Ikke til et liv, skjønner du!
Så kan jeg nok si det.“ — „Hvad er det, Ole?“ — „Jeg vil
være missjonær.“ — „Missjonær —!“ — „Ja,
hedningemissjonær, rent ut for de ville, skjønner du, slike som spiser folk.“
Han så at Edvard næppe kunde tåle mere; derfor skyndte han
sig at lægge til noget om cykloner, rasende rovdyr og giftige
slanger. „Mot slikt må en øve sig op, ser du.“ — „Øve sig
op —? Mot rasende rovdyr og giftige slanger — ?“ Edvard
begynte at tro alting muligt. — „Menneskene er de værste,“ sa
Ole, han bøjde unda for dyrene; — „de er forfærdelige hedninger,
de folka, og sinte og grumme og leje er de også. Så de er nok
ikke at løpe til. En må nok ha øvelse.“ — „Men hvorledes kan
du få den dernede? De er da ikke hedninger, de dernede i
fiskerbyen?“ — „Nej, men de kan nok lære en at tåle litt av
hvært, de; en får ikke gi sig over dernede, men ta på sig det
mest svinske. Når de er syke og vrange, så er de også så
mistænksomme; ja somme er rigtig nogen lejels. Tænk, her en
kvællen vilde en slå til mig.“ — „Slå til dig?“ — „Jeg bad så
Gud at hun måtte; men hun bante bare.“ Oles øjne tindret, hans
ansigt var i henrykkelse. „Det står i en traktat jeg har her i
løpen, at det er fejlen med vore missjonærer, at de går til det
uten at ha øvd sig op. For det er en svær kunst at vinne folk,
står der; at vinne dem for Guds rike er den sværeste av alle
kunster; egentlig burde vi øve os på det fra unge, ja fra
barn av; således står der, og det vil jeg gjøre. For det at være
missjonær, ser du, er nu det højeste på jorden likevel. Større
æn at være konge, større æn at være kejser og pave; det står
her i traktaten. Det står at en missjonær sa: om jeg hadde ti
liv, jeg gav dem alle ti til missjonen. Det vil jeg gjøre, jeg også.“
De var kommet side om side; Ole hadde uten at vite det vændt
sig mot de kommende stjærner; begge stod litt og stirret ut.
Under dem havnen med skibene i halvklar tegning, og bryggerne
lave og mætte, byen med spredte lys; utenfor dem stranden,
ullgrå av sneen, og det sorte hav optil; her hørtes det igjæn, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
