Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham ændelig vænte til han fik gå efter noget øl; nu skulde de
ha moro.
Første glas smakte fortræffelig, et lite halvt til også, og så
fortalte Edvard først — at Ole passte de syke nede i fiskerbyen.
Anders blev omtrent så flat som Edvard var blet den gang han
så Bibelen; Edvard lo hjærtelig. Men det varte ikke længe, så
yttret Anders en liten tvil; dette var visst noget Ole inbildte dem
for lettere at slippe unda, der stak noget under; bondegutter var
så skjulte av sig, og som bevis herpå fortalte han et par historier
fra skolen, ganske morsomme. Edvard likte ikke videre hans
evindelige tvil, og for at skjære kort av (han var i grunnen så
træt), meddelte han at hans far kjænte til det hele; han likte
det og hjalp Ole med penger. Naturligvis, da tvilte ikke Anders
heller; men der kunde ænda stikke noget under; bondegutter
var så skjulte av sig.
Nej, dette blev for meget for Edvard; han spratt op, der han
sat foran ham, og spurte om han trodde nogen av dem løj.
Anders smakte rolig på øllet, mens utliggerne rullet forsigtig.
„Løj“ var slikt et underligt ord; — kunde han ikke få vite hvad
det var for syke Ole tok sig av?
Dette var Edvard ikke belavet på; han hadde foresat sig nætop
at sige så meget at han fik præmien, og ikke et ord mere. Han
rejste sig på ny; vilde Anders ikke „tru“, så kunde han „la bli“;
men præmien vilde han ha!
Det lå ikke i Anders Hegges vaner at bryte med nogen, hvad
Edvard også godt visste. Naturligvis skulde Edvard få boken;
men nu måtte han høre en morsom historie om hvorledes de
syke bar sig ad der borti fiskerbyen. Fattigdoktoren og hans frue
var igår hos hans mor, og der spurte nogen efter Marte på
værftet, som ingen hadde set på så længe; lå hun ænnu av det fallet
i vinter? Ja, det gjorde hun, og hun hadde ingen nød; for folk
sendte henne ubegripeligvis alt hun behøvde, og Vaske-Lars hjalp
hvær kvæll med brænnevin, så de hadde sig mangen en lystig
svir. Hun stod visst ikke op for det første.
Edvard blev sprutrød, og det la Anders mærke til; kanske
Marte på værftet var en av dem Ole „hjalp“? — Jo, det var
nok så.
Utliggerne videt sig for at ta mot dette bytte; Edvard så at det
blev slukt og sunket, og det var som han selv kom med, blev
både ændevændt og ætt. Men er det noget skolegutter ikke liker,
så er det at bli fanget i troskyll; han skyndte sig at fri sig for
den fornærmelige mistanke, at han ikke gjænnemskuet hvor
tåbelig Ole Tuft bar sig ad; tænk, han læste også Bibelen for
Marte! — Han læste også Bibelen for henne! Utliggerne videt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
