Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fjøren full av folk, opover mot vejen, på selve vejen, opover
markerne, folk, flere folk. Og der stod vogner og slæder om
hværandre, med og uten bøtter og tønner, hæster for- og
fraspænt, hunder i flokker; allesteds unger og latter og larm. Ute
på bugten båter om noten som skulde sættes, rop og sjau og en
fugleflokk i luften, næsvis, skrikende, baskende, langt utover.
Himmelen mørknet til, dampskibsrøken gjorde luften ænnu
tyngre og mere truende, de nakne holmerne passte til opdragende
uvejr, de så ut som de nætop var kommet; den træklædde ø
langt ute ragende hemmelighedsfullt og alene op i regnbygen,
damperne dampet in omkap og skrek omkap; de var konkurrenter.
Mænnene stampet om i sjøstøvler, i oljeklær over de vanlige;
andre mere bondemæssig klædd i vadmelskufter og skinnhuer.
Kvinnerne gante omkap med mænnene, inballet i tørklær eller i
en mannsjakke over sin vanlige trøje; den almene stillfærdige
omgangstone var brutt.
Allerede kom tunge regndråper drivende, og de tok på at tætne;
de fleste ansigter Edvard så in i, var alt våte. På ham glante de
dygtig: en spinkel bygut kom in i sjauen, tynnklædd, våt i
ansigtet og andpusten, hans lette skinnhue lå klasket til hodet.
Hvem så han der like foran sig uten Ingebret Syvertsen, den
lange sorthårede fyren, som handlet med far hans! Nu stod han
der og akkorderte; høj og mager; i oljeklær fra top til tå; han
hadde nok rigtig været med; raspet lå over støvler og armer som
sølvskinner. „God dag, Ingebret!“ ropte gutten glad. Den lange
fyren, med vått ansigt under sydvesten, et stort næsedrypp
hængende, tynnt sort skjæg og tre tænner borte av overmunnen,
kjænte ham straks og lo; så satte han i: „Far din e utaføre, gut;
han rir idag.“ — Nogen talte til Ingebret i det samme; han vændte
sig, han blev sint og brukte mange ord, så det tok tid; da han
atter skulde vænde sig mot gutten, så han ham langt ute på vejen,
forbi hele notesjauen.
Edvard hadde løpt av bare rædsel — og først ute på vejen
husket han at nu løp han like mot faren! Var det sikkert han
nådde Store-Tuft, før faren møtte ham?
Men hvad skulde han gjøre? De hadde set ham, alle disse
mennesker, og de glante jo så på ham, at de nok skaffet sig at
vite hvem han var; og når så faren kom ridende derigjænnem,
fik også han vite det. Så nyttet det ikke stort at rænne unda da.
Bank straks eller bank siden, det kunde komme ut på ett. Han
vilde næsten ta på at synge igjæn; for nu kunde det da ikke bli
værre æn det var. Han stemte virkelig op, og det var
marseillaisen på Fransk, den passte til en som skulde frem for at få
bank, den — hejsan! Men han var nok ikke kommet ut med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
