Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 PÅ GUDS VEJE
Der stak det røde hæstehode op over bakkelinjen! De store
halmskoene faren brukte som stigbøjler nu vinterdag, stod ut på
hvær side av „Rauen“ som labberne på et rovdyr; gutten stivnet
og stod.
„Rauen“ glodde på gutten ut av det svære spanske sæletøjet;
han trodde ikke sine egne kloke øjne. Det samme gjorde nok
heller ikke faren; for det runde hode i den grå ullhuen kom
længre og længre frem over hæstehalsen, til han med begge
hænder måtte stø sig på sadelknappen; — var denne dyvåte gutten
med skinnklatten på hodet — han som blek og forskrækket stod
der midt i vejen lik et spøkelse — var det den gutten som nu
skulde sitte hjæmme og lære sine lekser, før han fik lov at røre
sig? Lørdags eftermiddag? I slikt vejr og i slikt føre og så lite
klædd her i bakken mot Store-Tuft? Og det uten lov? — „Fa’n
satt’n, gjør du der?“
Hæsten stoptes; dens varme ånde fyllte luften omkring gutten
og hyllet ham i tåke sammen med den ubehagelige svedlugten.
Edvard kunde ikke røre sig, turde ikke svare. Han bare stirret
gjænnem tåken op på faren, klomset, dum; tilsist visste han ikke
av sig.
Uopholdelig steg faren ned, og med tømmerne om venstre arm,
pisken i højre stod han snart foran ham. „Hvad på færde? He?
Hvo’f’ du her?— Fa’n satt’n, svarer d’ ikke?“
Edvard gled mekanisk længer og længer unda; faren kom efter
— og like mekanisk løftet gutten højre arm for at hytte ansigtet;
venstre holdt han avværgende ut foran sig. „Hvor ska’ d’ hen?“
— „Til Ole Tuft.“ — „Hva’ ska’ der? He? Ole Tuft hjæmme?
He?“ — „Ja.“ — „Hva’ ska’ der?“ — „Jeg ska’ .. . jeg ska’“ —
„He?“ — „be’n om forladelse.“ — „Om for’1’se? Hva’ nu? Hva’
nu? He?“ og pisken op. Gutten skyndte sig: „Han vil ikke
komme mere på skolen.“ — „Nå? — Leje me’n? He? Du først’
fræmst? He?“ — „Ja.“ — „Din skyll. Hvorl’s? He?“ han kvinte.
Jeg fik vite—“ han stoppet op. — „He?“ — „... at ’n — at
’n.....“ Gutten begynte at gråte. — „He?“ — „.. . at ’n hjalp
de syke.“ — „Sagt det? He? Sladdret? He?“ Edvard turde
ikke svare, og da begynte pisken at bli lej; begge guttens armer
svang op og ned i takt med pisken, usikkre på hvor den vilde
hen. Han flyttet altid længre unda. — „Stå stille!“ kvinte det. I
stedet derfor sprang gutten like til grøftekanten med én gang. Villt
løftet faren pisken; hæsten bak ham fik, uten at nan vilde det,
et ordentligt rap, og rykket så hæftig i at faren nær var dradd
overænde. Edvard kunde umulig motstå det overlag muntre i
denne kostelige avløsning; han small i med en stor latter. Men
blev også selv så vetskræmt over at høre det, at han hoppet over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
