Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 267
„A — er det værdt?“ sa moren mildt, hun var helt rædd, og
Ole blev så blåblek som skjorten han sat i. — Jo, han skal ha
pryl! — Be om for’l’se først! Straks siger jeg!“ — Ole begynte
at gråte, ikke Edvard. Ole kunde ikke sitte stille, han rejste sig,
han så på moren: „Kjære —!“ sa han; han kunde ikke mere;
men meningen var tydelig, hun skulde gå imellem.
„Be om f’l’se!“ kvinte det, pisken blev urolig. — „Men mor
da!“ skrek Ole. Edvard måtte nu frem; Ole hadde vændt sig
bort, han vilde ikke se mere av det; han var ikke vant til slikt.
Edvard unda, faren efter, så sporerne klirret. Edvard i sin nød
hen mot Oles mor med utstrakt hånd, hun tok den ikke, men
Ole begynte at ramskrike. Så stor medfølelse blev for meget for
stakkars Edvard; han brølte løs, mens han for rundt moren. Det
blev slikt et leven at gjejta atter holdt inne med tyggen i munnen,
glante in og lydde; spurvene, som også var kommet tilbake, vips
avsted over taket.
Og hvad sker? Spurvene viste gutten vej. I et lynende hopp
var han forbi faren og ut av døren, som stod vidåpen efter ham;
de så gjejta fare til alle sider og gutten over kloppen op i stigen
til taket; straks han stod der, begynte han at dra stigen efter. —
„Der ser di’n! Der ser di’n!“ skrek faren borte ved vinduet;
„he - ?“ Og avsted.
Straks sønnen så ham komme, slap han stigen, som faldt dun-
drende ned; gutten løp som en kat op efter bordene til mønsåsen,
så ut efter den, balancerende, som hadde han aldrig drevet på
med annet. Han kjænte nok ikke vondt i føtterne nu.
Farens forskrækkelse var overmåde stor: „Vogt dig, siger jeg
dig; men så vogt dig, vogt dig! Vil du væk derfra og det straks!
Vil du ned igjæn, dit avskum!“ Han løp med i rytterstøvlerne
der nede på gårdsrummet og truet op.
„Nej, du kan tro! Nu hopper jeg like lukt i gården, jeg!“
„Rasende gut, fa’n satt’n! Vil du la være!“ — „Ja, vil du la
være at slå mig da?“ — „Det lover jeg ikke.“ — „Så det
lover du ikke?“ og gutten længre utpå. — „Jo, jo! Å, din
kjæltring! Å, din usling! —“ — Ja, du har lovt det!“ — „Jeg
har lovt fa’n, har jeg. Vil du ned igjæn!“ — „Ikke lugge heller,
ingenting!“ — „Ned igjæn! Du kan jo falle der!“ — „Ikke lugge
heller, ikke slå, ikke nogen ting!“ — „Ja, ja, ja, ja! Men ned
igjæn! Se der, der glir du jo! Edvard! Hører du!“ han skrek.
— „Ja, du holder hvad du har lovt? —“ — „Å, hvor du skulde
ha!“ han truet op med pisken. Jo, jo, jeg lover det! Vogt dig!“
Men gutten sa: „Får jeg være her til imorgen? Sammen med
Ole? Får jeg?“ — Jeg svarer på ingenting, før du kommer ned.“
— „Så det gjør du ikke, ja, ja —!“ — „Å, dit bakbæst, å, din
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
