Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268 PÅ GUDS VEJE
elendige slyngel!“ — „Ja, du går in på det?“ — „Ja, for fa’n!
Men så pak dig da i det minste bort fra ytterste kanten! Fan’s gut.“
— „Hør — det var visst best du rejste først, far!“ — „Nej, det
får du mig ikke til. Aldrig i evighed. Jeg vil se dig nede først.“
Dette likte gutten nokså godt. Faren satte stigen op, og gutten
kom langsomt ned; dog ikke før faren var gåt unda in på gården
et stykke. Og han holdt sig på avstand, skjønt faren vilde tale
med ham, og forsikkret han intet ondt vilde gjøre ham. Ej heller
gik han in, så længe faren var der, og våt som han var, tvang
han derved faren avsted.
Fem-seks minutter efter lå begge gutterne på gulvet og sparket,
Edvard i en likeså stor skjorte som Ole, og like naken for resten;
de skulde dra på sig hvær sit par tykke ullstrømper av dem
bønderne bruker, og som går langt op på låret. De hadde funnet
det bekvemmest at forsøke at dra dem på nede på gulvet, som
var overstrødd med sand. Der puffet de hværandre overænde og
lo, som var der mange dager siden det foregik som vi nætop har
været med til. Alt hvad Edvard gjorde fore, gjorde Ole efter; de
lo så den stille moren tilsist måtte le med; det var nemlig ingen
måte på hvad Edvard fant op. Strømperne skulde de ha på sig
for at kunne sitte ved bordet og spise uten at fryse; der var
ingen grue til benene der. Og de blev da så vidt færdige at de
engang kom op. Nu viste det sig hvad den andre retten var;
det var rømmegrøt; den hadde Edvard aldrig før smakt. Ole
skulde bli litt muntrere æn han var da han kom; derfor hadde
moren hængt den over. Edvard klappet og lo mot maten.
Men Ole sat med én gang alvorlig og stille. Kjære, hvad nu?
Hænderne foldet, øjnene nedslagne? Der stod moren foran dem;
— hun også alvorlig, hænderne foldet, øjnene nedslagne. Ansigtet
var bøjd, det gled likesom længre og længre bort, eller der blev
likesom skyvd skodder for, og alt lys slukt innenfor. Og så be-
gynte hun langt, langt borte fra med en lang, lang bordbøn; en
ensformig, sagte tone, som hun snakket stille med en annen, på
et annet sted æn her. Edvard kjænte sig sat utenfor. Forlattheden,
skræmselen kom over ham, de gamle billederne, den gamle læng-
selen efter mor. — Så var det borte, rullet sammen som en
skodde; den rant ned bak fjællet.
Edvard hadde aldrig før været tilstede ved nogen bordbøn, og
hennes måte og væsen var aldeles, aldeles nyt for ham, og han
forstod henne ikke, når hun mumlet slik; han sat stille længe
efter. Ole talte heller ikke; hele tiden, mens de spiste, var han
fåmælt, og han næsten ikke smilte. Maten var Guds gave; derfor
måtte der være alvor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
