Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 271
blygrått som noget bærg. Just for at overvinne denne stenens
uhygge i dem selv hadde de latt den harmoniske sang bygge
lange strålende buer mellem topperne over avgrunnene. Sommer-
dagen var i sig selv litt grå; men stundom (som nætop nu!) brøt
solen in i sang og sejl og landskap.
Her sat et par som både sol og sang var spildt på. Se på ham
litt nedenfor og utenfor til højre, liggende i græsset, lænet på al-
buen; en lang fyr i lyse sommerklær, uten hat; et rundt snau-
klippet hode, bred, kort panne, der så ut som den var stangvis;
den pannen måtte i hans guttedager ha git gode skaller! Under
pannen en næse som et næb og kvasse øjne, som nætop nu ikke
var fri for at skjele; enten dækket brillerne det, så det næppe
syntes, eller det var ubetydeligt i sig selv. Hele ansigtet hadde
noget strængt, munnen var strammet og haken skarp. Men så
man nærmere in i det, skiftet intrykket; det skarpskårne blev
energi mere æn strænghed, og den vilje som hadde slåt op sin
bolig i denne bærgegn, kunde visst være både venlig og skjælmsk.
Selv nu han sat der og var olm og brydde sig fanden om sang og
solskin, han ønsket mere slagsmål — selv nu skjøt glimt av skøj
hen over de sinte bryn. Han var åbenbart sejerherren.
Tvilte nogen om det, så behøvde en bare at kaste øjet bort på
den andre siden av klyngen, på ham som sat op mot et træ til
venstre og noget længre op. Det var billedet av en såret kriger,
lidende og ænnu med slagets skjælvende uro i sine drag. Et langt
lyst åsyn, som ikke hørte Vestlandet til, men fjællbygderne eller
Oplandene; enten var han fremmed eller av inflyttet æt; han lignet
påfallende de almindelige billeder av Melanchton, men kanske
øjelaget var noget mere smægtende, kanske øjenbrynene en liten
smule for opskutt; likheden i det hele, især i pannen, øjestillingen
og munnen var så stor at blant studiekammerater bar han navnet.
Det var Ole Tuft, nu teologisk studerende, snart færdig; og den
andre, sejerherren med ørnenæbbet (som nu hadde hugd vel hårdt),
det var hans barndomskammerat, medicineren Edvard Kallem.
Det var flere år siden at deres vejer skar ut fra hværandre,
uten at det derfor var kommet til sammenstøt; nu hændte det
som skulde bli til et avgjørende.
Midt imellem dem, altså midt på haugen med sangerne rundt
omkring, sat en storvækst kvinne i blommefarvet silkekjole, om
halsen en bred gul knipling, som i dype rynker fulgte ned efter
livet mot bæltet. Selv sang hun ikke; hun ordnet i krans en hel
haug av markblomster og græs. En kunde straks finne ut at hun
måtte være seierherrens søster, men mørkere av hud og hår.
Samme hodeform, skjønt hennes panne forholdsvis var højere like-
som hele åsynet forholdsvis større, utvilsomt for stort. Slægtens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
