Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274 PÅ GUDS VEJE
En ung mann kastet spot in over skabelseshistorien; Kallem
hadde både geologisk og palæontologisk kunskap og brukte den
godt. Her kunde Ole Tuft ænnu mindre møte op; han gjæntok
alene nogen forsøk som engang var gjort på at forene Bibelens
lære med visse nyere opdagelser, men blev ilde medfaren. Og nu
gik det vælt i vælt fra dogme over i dogme; længst lå de og
basket i forsoningslæren: den stammet fra så ældgammel rå tid,
at individuel ansvarlighed ænnu ikke var til, bare stammens og
slægtens. Tuft blev fortvilet; dette gallt noget for ham, han gav
sig til med høj røst at bekjænne hvad han trodde, bevæget og
stærkt. Som om det hjalp! Påstande, påstande — kom med be-
viser! Ole Tuft fattet for sent at han hadde forsvaret for meget,
og derfor tapte alt. Han kjænte stor smærte, kjæmpet uten håb,
men kjæmpet likevel, og ropte det ut, at hvis en eneste sanhed
syntes tvilsom, var skyllen hans; han magtet ikke at forsvare den.
Men Guds ord stod ukrænket til værdens siste time! Ja, hvad
var Guds ord? Jo, det var Bibelens helhed og ånd, skabelsen
(nej!), syndefallet (nej, nej!), forsoningsdøden (nej, nej, nej!) —
han skrek, de skrek; tårerne kom Tuft i øjnene, røsten skalv,
han var blek og vakker.
Ungdommen er ikke fullt så ubarmhjærtig som barnene, men
av samme art. Somme fik ondt av ham, mange vilde nætop nu
„klæmme ham“, og ikke minst Edvard Kallem.
Men Josefine gled bort til den mørke med sopranrøsten. Straks
stemte denne i en av deres sange, og de andre kom efter —
herrerne noget senere æn damerne. Selskapet bestod just — på
nogen få nær — av et dame- og herrekor, som hadde øvd sig de
tre siste vintre med en flid og et samhold som bare er muligt
i en småby.
Josefine gik hen og satte sig midt på bakken, de andre omkring
henne. Hun sang ikke, hun hadde sine blomster.
Selskapet var kommet hit på den skøjte som lå spillfrisk i solen.
Der hadde Josefine, Edvard, Ole sittet sammen, tæt sammen; for
der var ikke stor plass. Ingen ante av deres muntre, ofte hvi-
skende samtale, at der var det ringeste mellem dem annet æn
venligt og godt. Nu, tre timer efter, sat Ole Tuft der som en
forstøtt. Hvor ondt han hadde det! Et overfall på hans kall, på
hans tro i alles øjne. Og nætop av Edvard! Så grusomt, så ved-
holdende hånligt! Og Josefine! Ikke et deltagende ord, ikke et
øjekast fra Josefine.
Ole og hun hadde holdt sammen fra barn, skrevet til hvær-
andre, da han var i Kristiania, han hvær fjortende dag, hun så
ofte hun hadde noget at skrive. Når han var hjæmme i ferien,
møttes de daglig. De to år hun var i fransk pensjon og i Spanien,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
