Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
panne, og den halvvåte jord han åndet in, talte til ham. Slikt
smågræs i skyggen dufter ikke; således blev også han, for ved
henne var han kommet over på solsiden; uten henne bare
skygge.
Broren hadde tat henne fra ham, skrek det i ham.
Broren, som intil for nogen dager siden ikke hadde brydd sig
det grand med henne, mens Ole hadde været om henne, fra de
begge var barn, rodd med henne, læst for henne, været henne
som en søster og bror på én gang, og trofast skrevet til henne,
når de var fra hværandre; hennes bror hadde aldrig gjort
noget av dette. Selv sit nederlag satte han over på kreditsiden;
for hadde han ikke for hennes skyll tat det samvittighedsfullt med
den eksamen hennes far hjalp ham til, så hadde han visst noget
mere om det som det gallt idag, så hadde han kanske ikke lidt
sit nederlag; — også det led han nu for sin troskaps skyll.
Edvard hadde, så længe Josefine var barn og halvvoksen,
Sjælden været sammen med henne uten at ærte henne. Hun var
længe mager med store sorte øjne, for det meste uredt hår, røde
hænder, dygtig „skanket“; han kallte henne „andongen“, og en
tid hun hinket på en skadd fot, „den halte andongen“. Han kunde
aldrig få greje på henne, trossig og sky som hun var — altid på
avstand. Og så voldte hun gang efter gang at han fik pryl. Hun
mente det var „retfærdigt“ at fortælle det, hvær gang han gjorde
noget galt. Og slog han henne for det, var det „retfærdigt“ at
fortælle det med. Han fik imot henne. Snart skiltes de også
derved at han forlot sin fars hus. Efter hin ulykkelige dag da
far og søn møttes på vejen til Store-Tuft, forbarmet apotekeren
sig over sin gamle ven og tok gutten op som sin søn i alle
stykker. Og hvad som ikke lyktes for faren, lyktes nu.
Gutten blev straks tat ut av skolen og git til sin hovedinteresse,
naturfagene. Kemiske og fysiske analyser eller botaniske utflugter
var det højeste han visste, og i to år hadde han ingen annen
læsning æn alt herhen hørende. De nødvendige artiumsfag tok
han siden privat og i en fart; efter annen eksamen begynte han
med sine medicinske studier. Så længe han var hjæmme, så han
ikke sin søster oftere æn hun kom over i apoteket til ham, og
da deres interesser var forskjellige, blev omgangen næsten ingen.
Senere brukte apotekeren at ta ham med til utlandet i næsten
hvær ferie; Edvard var jo så flink i sprog, og det var apote-
keren ikke. Altså var det heller ikke ofte at bror og søster
møttes i ferierne. Men like fra han som student hadde gjort sin
første utenlandsrejse med apotekeren, og hun så og hørte den
hjæmkomne voksne bror, moderne i dragt og tanker, ildfull,
kraftig, hele ungdommens ideal, især kvinnernes, hadde hun i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
