Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 279
Hvorfor bryte in i et forhold Edvard ikke kjænte? Ta sig ret-
tigheder han ikke hadde gjort sig fortjent til? Efter bare nogen
dages samvær avgjøre hvem passte henne, hvem ikke?
Hvorfor foran alles øjne kaste sig over ham og håne ham
hans livssak? Ikke håne ham alene, men håne Gud selv.
I det samme Ole Tuft tænkte denne tanke, bredte sig un-
derlig stærk lysning, og i den rejste sig noget stort op over
fjællene der langt bak på andre siden fjorden. Selv lå han
med ansigtet dypt i græsset og kjænte det i nakken. Da hvisket
det, og dette hvisk fyllte hele rummet derfra og hit — : „hvad
har du gjort av mig?“
Å, han knustes flat, han pressedes ned i jorden. Nu skjønte
han hvorfor smærten skar med rakekniv det syke ut av hans
kjød. Han tapte idag, fordi han stod der som en løgner. „Du
skal ikke ha fremmede guder for mig!“ Nej, nej, tilgi mig, skån
mig! — „Dine kjødelige, dine forfængelige drømme ...! Bruk
nu natten som Israel til at brytes med mig, — orm, der du vrir
dig!“.......
Rummet over ham suste av tusene vingers lyd.
Det var ikke første gang det gammeltestamentlige alvor styrtet
ned over ham fra højderne og slog lejr. Disse spørsmål om stort
eller lite; om han skulde våge „det største“ ... eller nøje sig med
det middelmådige, han som de andre — var ikke ny.
Men møtte han Josefine i godt lune igjæn, så var spørsmålene
ikke til. Hun strøk dem væk med et eneste godt håndtak. Også
nu gjorde hun det. Uten nogen overgang steg fra henne en frisk
protest i hans sinn. Aldrig kunde Josefine idag ha vændt sig fra
ham, fordi broren ønsket det, aldrig! Hadde hun forståt det så,
da hadde hun gjort det motsatte. Nej, hun vændte sig fra ham,
fordi han var ynkelig; alene derfor. Kanske også fordi hun nødig
vilde op i strid; hun var så sky. Hun vændte sig heller ikke
nætop til broren. Hun sat midt i flokken på haugen, og senere,
da de spiste, med et par veninner ved et særskilt bord. Da de
brøt op, holdt hun sig ikke der, broren samlet de fleste om sig
... Hvorfor hadde han ikke før nu tænkt på det? Hun var jo
tro; min sjæl var hun tro! Han rejste sig; hvorfor i al værdens
rike hadde han ikke set det før?
Han hadde villet hun på en eller annen måte skulde hjælpe
ham, i det minste trøste ham, vise ham hvor ondt hun hadde av
ham. Men alt slikt var mot Josefines natur. Kunde han falle på
slikt? Især når der var blet opstyr, og folk spejdet efter hvad
hun gjorde.
Han hadde været en stor tosk. I denne glade opdagelse hoppet
han ned gjænnem holtet over vejgrøften og hjæmover, han med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
