Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 289
— „Han er gift annen gang?“ — „Ja, for vel et halvt ars tid siden
— eller kanske et år - med sin avdøde hustrus søster.“ — „Altså
barnene er av første ægteskap?“ — Ja. Men hun er selv bare et
barn; tænk, atten år, og gift snart et år!“ — „Var han slik da han
blev gift annen gang?“ — ,,Nej, det tror jeg dog ikke. Ja, skrøpe-
lig, men ikke slik. Der er nok ikke mange som forstår det.“ —
„Har du set henne?“ — „Nej, men hun skal være et „fint“ lite
menneske, siger tanten, og musikalsk. Hun har spilt offentlig.“ —
,,Ja, i Nordlandene?“ — „Deroppe skal de være uhyre kritiske.“
Han gik over igjæn til ægteskapet. „Kanske forældrene har fåt
det i stand for barnenes skyll.“ — „Da er de vel præstefolk?“
hadde Kallem nær sagt; men husket sig om i tide. Han sa: „Ja,
kræsen på det er hun pinedød ikke.“ De talte litt om likegyldige
ting; søsteren blev unævnt.’ En stund efter gik Ole in til den han
var kommet for at hilse på. Kallem var tilfældig hjæmme den
formiddag, og han fik høre fruen spille. Først skalaer og skalaer
og skalaer, men derpå et stykke så ypperlig foredraget, at han
satte sin dør på gløtt for at høre bedre. Hun spilte navnlig så
sangfullt. Hvorledes i al værdens evighed kunde en kvinne, så
ung og med den kunstsans og lyrik, ægte en bedærvet kjøttdynge?
Her var en gåde som han gik på Rendalen med, og Rendalen
visste intet. Men han var den dag i friskt lune, talte med hen-
førelse om hennes spill: der var lite mot i det, men en sang, en
erotisk farve-ynde, som undertiden søkte sin make. Han kunde
spille et russisk stykke efter henne — „så nogenlunde“ la han til;
han spilte det ypperlig. Kallem vilde vite hvordan hun så ut.
„Dum ser hun ut!“ skrek han. „Gud forlate mig det, dum!
Pannen kunne redde henne; men den karer hun over med hår.
Jeg sa det til henne; op med håret, sa jeg. Øjnene kunde også
redde henne. Men aldrig har jeg set nogen være så unselig over
at ha øjne.“ — „Har hun da?“ — „Store Gud, av de mange-
tonende! De fleste øjne synger unisont, i det højeste tostemmig;
men nogen få synger strålende akkorder. Hvis hun ser op, når
hun spiller, får du føle det! Men sædvanlig svøper de sig om-
kring bordføtterne eller klorer hul i krokene eller tænder i ovnen.
Somme tider hopper de så vidt højt op på væggen som en rotte der
ikke kan komme ut.“ Han blev oprømt over sine egne billeder
og satte sig til at spille halling. „Er det ikke fa’en at en slik
musikalsk natur kan — ja, la os bare ikke bli sentimentale,
far!“ Han agtet sig i teatret, og fik Kallem med.
En otte dager gik, og Kallem hadde ænda ikke set henne, skjønt
han hadde gjort sig megen umake for det. Men så danste han på
et privatball — sønnen i huset var en studiekammerat —, og under
inklinationstur kom denne hen til ham med to damer og spurte
Bjørnson: Samlede værker. III. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
