Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 PÅ GUDS VEJE
hvad han ønsket, en „nøttekjærne“ eller en „nyperose“? Meget
åndfullt var det ikke, men Kallem valgte nyperosen. Denne „nype-
rose“ hadde en musik-panne og nydelige, buede bryn; ellers var
hun ubetydelig og taus. Ret høj, litt lutende skuldre, vakkre armer,
ikke fyldige, men veldannede; egentlig måtte man vel sige det
samme om hele mennesket. Hun danste godt, men syntes at ville
komme fra ham så fort som muligt; han satte henne av, uten at
hun hadde så meget som set på ham. Hvor blev han ikke for-
undret, da hun i næste tur tok ham op! Kanske kjænte hun ikke
mange, og kanske var de hun kjænte, nætop tat. Hun så sig sky
om, til hun med små forsagte steg kom og nejde, men uten at se
op; hun syntes likefrem rædd, og derfor fallt det ham in at være
snill og sætte sig hos henne. Men da hun ikke svarte mer æn
„ja“, „nej“, „ja så“, „kanske“ til hvad pokker han sa, blev det
for meget for en kavaler som var i vinden; han gik fra henne.
Noget efter fik han atter valg mellem „nøttekjærnen“ han før
hadde forsmådd, og en „bonbon“, og nu tok han nøttekjærnen
Henne likte han bedre; en rundladen kvik en, som talte Nord-
landsk med iblandet Bergensk. Han fik høre at hennes far var
Bergenser, men nu præst i Nordlandene. Hun bodde hos sin
søster her i byen, og var svært ofte på ball, for de hadde så
mange slægtninger — ordet gik i mange buer, ægte nordlandske;
men desværre nu måtte hun snart hjæm igjæn; i Nordlandene var
de så rædde for henne; de gamle vilde ikke være alene heller
Kallem var naturligvis den galante mann, der lot som det var
svært morsomt; de blev så gode venner, så —. Hun fortalte i en
kjør at hun hadde været inne for at hjælpe sin søster med at
ordne sig; søsteren var lite praktisk, men det var hun; søsteren
kunde bare spille, hun hadde også spilt fra hun var barn, og hun
hadde været to år i Berlin. — Da fik jo Kallem øren — og så
begav det sig, at søsteren var henne han først hadde danset med
og funnet kjedelig; det var hans værtinne, fru Ragni Kule’
„Nøttekjærnen“ var for resten ikke hennes „søster“; de var
sammenførte barn. Og „nøttekjærnen“ var ikke som han trodde,
den ældste, tværtom, „søsteren“ var snart nitten år, og hun godt
og vel sytten.
Øjeblikkelig tok han fru Kule op, og sa forundret at hun var
jo hans værtinne. Visste hun det? Var det derfor hun hadde tat
ham op sist? Hun blev som grepet i synd; hun kunde intet an-
føre til sin unskyllning. „Men hvorfor sa De mig ikke det da?“
spurte han nærmere og ret intrængende. Over denne nye synd
at ha fortiet det, blev hun æn mere knust; hun kom sig ikke til
at svare et muk. Og både overmodig og utålmodig sa han: „Fruen
har kanske ondt for at tale?“ Hun blev meget blek; i det for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
