Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 295
Barnene var ofte hos ham, han gav dem appelsiner og sukker-
frugt, og gik på hænderne for dem, og hoppet over stoler, og de
var rasende glade. Men piken fordærvet det hele; han læste
tydelig i hennes smil: „Du er en skjælm! Dette gjør du for
morens skyll!“
Så blev han fejg nok til at sige henne at nu en stund måtte
barnene ikke komme. Det skar ham i hjærtet, da han næste
kvæll sat og hørte at den ældste hadde fåt op en dør og var i
gangen for at løpe in til ham, men blev gråtende hæntet tilbake.
Han ringte på piken og bad henne gi barna resten av det han
hadde kjøpt til dem. Hun tok mot det; „det er for meget!“ sa
hun og så lumsk leende på ham; han kunde ha banket henne,
men tænkte snart: „Mistænker hun mig, hvad pokker jeg gjør,
så la barna komme!“ Og næste kvæll hæntet han dem selv in
tra kjøkkenet.
En dag møter han søsteren, som skal gå ut. Hun hilser glad og
siger: Takk for sist! Tænk, lægger hun til, om nogen dager skal
jeg rejse. Da fant han det passende at de tok en liten avsked,
f. e. på konditoriet. Det fant også hun, og de avtalte at næste
dag skulde de møtes som sist, barnene med, og alt gjøres om
igjæn. Så gik det. Fruen ikke fullt så unselig som sist, han
ænda muntrere, barnene overgivne. Alle forælskelsens galne
anker var over ham, da de lystige gik derifra — han dansende
med Juanita på sit hode, lærende søstrene at synge: „Er hun
ikke søt, lille Juanita?“ —
Den dag søsteren skulde rejse, møtte han på jærnbanestationen.
Mange av slægten og mange andre var der for at sige farvel.
Begge søstre svært ulykkelige, den gjænblivende kanske mest;
hun gråt ustanselig, også efter at toget var gåt. Han tænkte et
øjeblik på at dra sig tilbake og la slægtningerne være ene sammen;
men hun sa: „Å nej, gå ikke!“ Der var dog intet hun vilde ham;
hun gik hjæm ved siden av ham som av de andre, gråt hele
vejen; og da de andre drog deres vej, og han og hun stod foran
porten, hadde hun intet at sige, men gik op uten videre. I trap-
perne spurte han om hun og barnene vilde kjøre en tur; det
kunde adsprede henne; hun bare rystet på hodet. „Imorgen da?“
spurte han ærbødig, idet han åpnet for henne. Hun gik in, men
kom tilbake: „Takk, imorgen!“ sa hun, gav ham hånden og sine
gode øjne, fulle av tårer.
Av denne store smærte trodde han at skjønne at hun kjænte
sig forlatt. Til daglig kanske ikke, fordi hun fyllte tiden utav sin
fantasi; men hændte noget som dette, der kallte henne frem av
den, så vækkedes hun, så sig om og fant sig ene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
