Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 297
Hvært møte med henne, hvor knappe de var, ja bare om de
hilstes på gaten eller i gangen, styrket ham i at hun var hans og
ingen annens, og skulde fries ut!
Dette — før han hadde sagt et ord til henne selv.
Ofte før hadde han været forælsket, ofte hengit sig uten at
være det; men dette skjære og ufullkomne, dette begavede og for-
latte hadde han trang til at redde og forme, det lå til hans natur,
og derfor hengav han sig av al sin sjæl. Hun på sin side tapte
litt av sin unselighed for hvær gang de møttes; han syntes at
trøste henne over søsterens avrejse, ja, tok han ikke aldeles fejl,
gav han mer æn vederlag. I alle fall var der ett ubedrageligt
tegn: han hadde sagt henne at han holdt sig hjæmme om kvæl-
lene, væsentlig for at høre henne spille, og at han åpnet døren
på gløtt; — og hvær eneste kvæll spilte hun, ofte længe.
Når han møtte henne med barnene, og tok dem hen på et kon-
ditori, hadde han den største lyst til at tale ut; men hennes væsen
var ikke til det. Navnlig var hennes* troskyll i vejen; han turde
ikke skræmme. Energien i ham drev mot en løsning; men hans
kjærlighed bøjde sig for hennes trang til poetisk lek, der kjærlig-
heden ikke nævntes, men alt blev dens billedskrift. Forholdet fik
en ynde som ikke lignet noget han før kjænte.
En kvæll om uken tok hun del i en privat koncert, eller hvad
det skal kalles, hos en slægtning av hennes mann, den samme de
i sin tid hadde danset hos. Til den skaffet Kallem sig adgang
gjænnem sin studiekammerat, hennes søskenbarn. Naturligvis var
det alene for at få følge henne hjæm han vilde komme med. Den
tid var inne at sneen gik, og gaterne lå fulle av is. Da han sa
henne at også han kom, og at han vilde få lov til at følge henne
hjæm (hvad hun blev glad for), var det selvsagt at han kom med
slæde eller vogn.
Efter en lang kvæll med altfor megen musik i snævre rum
skulde de ændelig hjæm; hun skyndte sig at ta rejsetøj på og
komme utenfor med ham; her tok han hennes arm; — „det er
da heldigt at nætop nu steg månen op,“ sa han. Hun trodde de
skulde ha en av de slæder som stod der, eller den vogn som
nætop kom; hun skrek litt, da der var glatis like ved porten, men
gik trøstig på. Imidlertid drog de forbi den ene slæden efter den
andre og vognen med. Ingen av dem syntes at være deres. „Skal
vi ikke kjøre?“ spurte hun. Skøjeren lo; han hadde tænkt ut at
de skulde gå. Hun prøvde at skjule sin skuffelse, men efter nogen
fortvilede forsøk bad hun rørende om at måtte få kjøre. Han
kom til at huske hvor rædd hun hadde været første gang, fik
samvittighedsnag og svor at de skulde gå til første holdeplass,
som ikke var langt borte. Vejen var ikke så svært glat, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
